Ægtepar overrasket af tyve på rasteplads - to biler efterlyses

16x9
Det norske ægtepar blev berøvet her ved rasteplads Årslev V i Sønderjylland nær grænsen. Foto: Google Maps

Episoden fandt sted på en rasteplads i Sønderjylland nær grænsen.

Et norsk ægtepar var tidligt mandag morgen udsat for en ubehagelig oplevelse, da de overnattede i et telt på en rasteplads ved motorvejen i Sønderjylland.

Tidligere forlød det, at de havde udsat for et røveri, men det er der efterfølgende sået tvivl om, oplyser politiet til TV SYD.

Gerningsmændene er ved nærmere undersøgelser ikke umiddelbart sluppet af sted med noget fra rastepladsen. Da de var ved at stjæle tingene, blev de overrasket af det norske par, der lå i teltet.

 - De skynder sig derfor ud i to biler, og da de er ved at køre derfra, så er de ved at ramme en af de forurettede. Politiet er umiddelbart i tvivl om, hvorvidt der er tale om et decideret røveri, eller der nærmere er tale om et tyveri, hvor de har været ved at ramme de forurettede i flugten, oplyser Jan Lambertsen, der er leder af lokalpolitiet i Aabenraa, til TV SYD.

Politiet efterlyser gerningsmændene, der er set køre fra stedet i retning mod grænsen i to sølvfarvede biler, en Skoda og en Saab, med litauiske nummerplader.

Episoden blev anmeldt klokken 5.19 og fandt sted på rasteplads Årslev V, der ligger på strækningen mellem Aabenraa og Rødekro. 

Ved grænsen er politiet nu "ekstra opmærksomme" lød det tidligere på morgenen.

Det norske ægtepar har oplyst, at de forsøgte at stoppe gerningsmændene.

- Men de forsøgte angiveligt at påkøre ægteparret, og slap dermed væk, fortalte vagtchef Mads Leervad Dammark fra Syd- og Sønderjyllands Politi.

Har man oplysninger i sagen, eller ser man de omtalte køretøjer, kan man kontakte Syd- og Sønderjyllands Politi på telefon 114.