Fængslet for en voldtægt steddatteren siger aldrig er sket: Nu har nyt vidne meldt sig

16x9
Lars Simonsen bag tremmer. Foto: TV 2

Et nyt vidne har meldt sig på banen, efter TV 2 sendte dokumentaren 'Er Lars skyldig?'.

I oktober sidste år sendte TV 2 dokumentaren 'Er Lars skyldig?'.  En halv million danskere så med. En af dem var Hasse Christensen, og han sad målløs tilbage, da programmet var færdigt.

- Jeg begyndte at ryste. Og så spekulerede jeg på, om jeg skulle ringe til forsvarsadvokaten eller til TV 2, fortæller Hasse Christensen.

Programmet handlede om Lars Simonsen, som var blevet idømt to og et halvt års fængsel for voldtægt af sin steddatter. Men i programmet stod steddatteren, Julie, frem og fortalte, at hun havde opdigtet de seksuelle overgreb, og at Lars var uskyldig.

Lars Simonsen blev derfor løsladt fra fængslet, mens han ventede på, om Den Særlige Klageret ville genoptage retssagen eller ej. Efter et halvt år fik han afslag, og han måtte tilbage i fængsel og afsone resten af sin straf. Den særlige klageret troede ikke på Julies nye forklaring om, at Lars aldrig havde voldtaget hende. En afgørelse, der er blevet kritiseret af flere eksperter.

Hasse Christensen valgte at ringe til forsvarsadvokaten få minutter efter, at programmet sluttede. Han mente, at han havde vigtig information, som kunne fortælle, at Lars Simonsen måske alligevel var uskyldig.

Ville have hævn

I 2014 var Hasse Christensen ansat som støtteperson og mentor for Frederikshavn Kommune til at tage sig af unge, som var kommet på afveje. Julies daværende kæreste var en af dem, han forsøgte at ”holde i ørerne”, som han selv betegner det.

- Jeg havde en god dialog med ham, og jeg forsøgte blandt andet at få ham i gang med noget arbejdsprøvning, siger Hasse Christensen.

Julies mor og stedfar Lars brød sig ikke om Julies ekskæreste. Dels var han 11 år ældre end hende, dels havde han problemer med stoffer og alkohol, så de forbød hende at se ham i deres hjem.

Julie stak derfor af sammen med sin daværende kæreste. Da stedfaren Lars fandt dem, kom Lars og ekskæresten i håndgemæng.

Kort efter den episode talte Hasse Christensen med Julies daværende kæreste i telefonen. Og det er denne samtale, han selv mener kan være central.

- Han siger til mig, at han og Julie vil have hævn over Lars, og at de derfor vil sige, at Lars har voldtaget hende. Jeg sagde til ham ”det gør I simpelthen ikke.”

Afhørt af politiet

Julie går kort tid efter til politiet og anmelder sin stedfar for voldtægt. På det tidspunkt var Hasse Christensen stoppet som støtteperson hos Frederikshavn Kommune. Han var derfor helt uvidende om, at Lars Simonsen senere var blevet dømt i sagen, indtil han så dokumentaren i fjernsynet.

- Jeg fik et chok. For mig lignede de beskyldninger et hævnmotiv. Og jeg mente derfor, at jeg havde nogle vigtige oplysninger, så jeg kontaktede forsvarsadvokaten.

Hasse Christensen er blevet afhørt af Nordjyllands Politi. Ifølge teleoplysninger kan politiet se, at Hasse Christensen talte med Julies ekskæreste tre uger før, Julie gik til politiet.

Men politiet tror ikke på, at der kan ligge et hævnmotiv bag.

- Vi har afhørt vidnet, og vi har genafhørt den daværende kæreste, og vi mener ikke, at der er kommet afgørende nyt frem i sagen. Lars Simonsens forsvarsadvokat har klaget over vores udtalelse, og efterfølgende har statsadvokaten kommet frem til samme konklusion som os, at der ikke er mere at efterforske i sagen, fortæller senioranklager Jette Rubien fra Nordjyllands Politi, der dog ikke vil komme ind på nogen detaljer i sagen.

Forsøger genoptaget igen

Men det er Lars Simonsens forsvarsadvokat ikke enig i. Han mener, at Hasse Christensens vidneudsagn er meget væsentligt for sagen. Og det nye vidneudsagn er ikke den eneste grund til, at advokaten nu søger om genoptagelse på ny.

- Jeg mener, at der er kommet afgørende nyt frem, siden dokumentaren blev vist, og derfor sender jeg nu på ny en genoptagelsesbegæring afsted til Den Særlige Klageret. Der vil blive peget på en række forhold som ikke tidligere har været fremme. Blandt andet det nye vidne, men også en central telefonsamtale og nogle teleoplysninger, som er nye i sagen. Jeg kan ikke oplyse præcist, hvad det drejer sig om, og hvad oplysningerne viser, idet jeg mener Klageretten bør præsenteres for oplysningerne først, siger Jan Schneider.

En flok rygklappere

Lars Simonsen blev prøveløsladt i januar i år. Selvom et vidne har trådt frem med et muligt hævnmotiv, er han ikke optimistisk omkring muligheden for at blive renset.

- Jeg er selvfølgelig glad for, at min advokat gør forsøget. Men jeg tror ikke, der kommer noget ud af det. Klageretten sagde nej til at genoptage sagen sidst. Det er en flok rygklappere, og de vil hellere lade mig være dømt end at indrømme, at systemet har begået fejl, siger Lars Simonsen, der ikke er overrasket over, at politiet har stoppet efterforskningen.

- Den dag, de anholdte mig, havde de stemplet mig. Jeg tror ikke på, at jeg kan blive renset rent juridisk, men alle i min omgangskreds tror på min uskyld, og det er det vigtigste, siger Lars Simonsen.

Det har ikke været muligt at få en kommentar fra Julies ekskæreste, da han sidder varetægtsfængslet i en drabssag.