Tæskede 23-årig kæreste ihjel: Nu er dommen faldet

16x9
Arkivfoto. Foto: Nils Meilvang / Scanpix

En 24-årig fængles i 12 år for drabet på sin kæreste i september sidste år.

24-årige Marc Meyer Lindeskov Østergaard fra Svendborg idømmes 12 års fængsel, skriver TV 2 FYN.

Det sker, efter at den 24-årige mand den 17. september sidste år slog sin kæreste, 23-årige Sara Huus Lind, så voldsomt, at hun senere samme dag døde af sine kvæstelser. 

Straffelovens § 237 - manddrab

Manddrab kan medføre en straf fra fem års fængsel indtil livstid. En livstidsdom i Danmark medfører ikke nødvendigvis fængsel resten af den dømtes liv. Straffelovens § 41 angiver, at livstidsdømte efter 12 år har ret til at få afgjort, om de kan prøveløslades.

Der afsiges alene ubetingede frihedsstraffe for manddrab efter straffelovens § 237.

I de fleste afgørelser er straffen mellem 6 og 14 års fængsel, men i manddrabssager beror strafudmålingen meget af de konkrete omstændigheder i sagen. 

Erkender vold

Han er blevet kendt skyldig i manddrab. Anklageren begærer om fortsat varetægtsfængsling, indtil dommen skal afsones. Det har forsvareren ingen indsigelser imod.

Den 24-årige mand har erkendt vold med døden til følge, men ikke drab, på sin kæreste. Han forklarede i retten, at klappen gik ned for ham den nat.

- Jeg får en kommentar fra hende, hvor hun siger, at jeg bare kan skride eller kan fucke af. Derefter kan jeg ikke huske så meget mere. Det er deromkring, at klappen begynder at gå ned, sagde han i retten.

Skænderi førte til vold

Volden mod kæresten startede på grund af et skænderi mellem det unge par, der boede i Svendborg. Parret blev ellers torsdag beskrevet som "meget lyserødt og sukkersødt" af vidner i sagen.

Den 24-årige fortalte også, at forholdet med Sara Huus Lind var første gang han rigtigt oplevede kærlighed.

- Jeg havde jo ikke lyst til det. Jeg elskede hende jo, så jeg ønskede hende ikke noget ondt, sagde han.

Manden er tidligere dømt for røveri og har haft tilknytning til Bandidos. Ifølge Fyns Politi var det den 24-årige mand, der - dengang overfaldet fandt sted - bad parrets overbo om at ringe efter en ambulance og politiet.

Forsvareren og Marc Meyer Lindeskov Østergaard tager betænkningstid i forhold til, om dommen skal ankes til landsretten.