Kundby-pigen dømt for terrorplaner: Her kan hun komme til at afsone

Over 16 måneder efter sin anholdelse modtog en 17-årig pige i går en dom for terrorplaner - men hvor skal den afsones, spurgte TV 2s læsere i en chat.

I går satte retten i Holbæk foreløbigt punktum i den meget omtalte Kundby-sag, hvor 17-årige Natascha Colding-Olsen blev straffet med seks års fængsel.

Pigen blev dømt for at planlægge bombeterror mod to skoler, da hun var 15 år samt et enkelt tilfælde af grov vold.

Med dommen afviste retten både anklagerens og Retslægerådets anbefaling om, at bombeplanerne var så alvorlige og pigen så farlig for sine omgivelser, at hun skulle idømmes forvaring på ubestemt tid.

Hvad skal der ske nu?

Janni Pedersen og Anders Lomholt fra Station 2 og TV 2 Nyhederne har fulgt sagen siden Kundby-pigen blev anholdt for 16 måneder siden.

I går chattede de to med TV 2’s læsere om sagen og dommen, og her gik rigtig mange spørgsmål på, hvad der nu kommer til at ske med den nu 17-årige pige.

Tina Engelbrecht Ising, der er chef for Koncern og Resocialisering i Kriminalforsorgen, vil ikke udtale sig om den konkrete sag, men siger til TV 2:

- Når vi får en dom fra politiet, så går vi ind og vurderer på, hvor det er mest hensigtsmæssigt at placere den dømte. Typisk vil vi placere unge på en ungdomsafdeling i et åbent fængsel. Hvis der er tale om alvorlig kriminalitet, så har vi Ringe Statsfængsel, hvor der både er unge og kvinder. Derudover har vi mulighed for at placere dømte i Herstedvester Fængsel, hvor der er psykologer og psykiatere og anden form for behandling til de dømte, som har brug for den slags.

Hun understreger, at Kriminalforsorgen først tager stilling til anbringelse, når dommen er endelig. Altså når alle ankemuligheder er udtømt.

Herstedvester er bedste bud

Hans Jørgen Engbo har i godt 25 år været fængselsinspektør i flere fængsler i Danmark – heriblandt Herstedvester Fængsel. Han har desuden været direktør for Kriminalforsorgen i Grønland, og er i dag pensioneret.

Han har fulgt sagen mod Natascha Colding-Olsen på tæt hold.

- Jeg sad i retten, da mentalerklæringen blev læst op. Den konkluderer, at hun lider af en personlighedsforstyrrelse. Så mit bedst bud er, at hun vil blive sendt til afsoning i Herstedvester Fængsel, hvor man har psykologer og psykiatere, som kan give hende den nødvendige behandling. Desuden anbefalede Retslægerådet også Herstedvester, siger Hans Jørgen Engbo til TV 2.

Han understreger, at unge under 18 år som udgangspunktet skal afsone på en såkaldt socialpædagogisk institution, men den 17-årige pige har sagt til sin forsvarer, at hun ikke længere ønsker at opholde sig på den lukkede institution Grenen i Glesborg i Region Midtjylland, hvor hun hidtil har været anbragt.

- Hvis ikke det bliver Herstedvester, kan det meget vel blive Ringe Statsfængsel på Fyn, hvor man har en decideret ungeafdeling. Det har man også i Jyderup, men det er en åben afdeling, så jeg tror, at man vil satse på afsoning i Ringe, hvis ikke det bliver Herstedvester, lyder vurderingen fra Hans Jørgen Engbo.

Anklager ville have forvaring

Anklageren i sagen mod Kundby-pigen, Kristian Kirk, har under retssagen procederet for, at hun skulle idømmes forvaring i stedet for en mere traditionel fængselsdom.

- Vi taler om den mest alvorlige forbrydelse. Kriminalitetskravet for en forvaring er helt klart opfyldt. Spørgsmålet er, om hun er farlig. Personer, der er i stand til at begå terrorhandlinger, de må være farlige, sagde han under sin procedure.

Hendes forsvarer, Mette Grith Stage, argumenterede i sin procedure for, det ville være en falliterklæring for samfundet, hvis den 17-årige blev idømt forvaring.

- Selvfølgelig kan vi korrigere for en 17-årig letpåvirkelig piges adfærd med alle de redskaber, vi har i dette samfund - inden for en tidsbestemt tid. Et ophold hun tidligere havde på opholdshjemmet Nordstjernen, der har vi en erklæring fra pædagogerne om, at hun havde det skidt og var deprimeret og selvskadende, da hun kom, men hun fik det bedre, sagde hun under sin procedure.

Natascha Colding-Olsen og hendes forsvarer har udbedt sig 14 dages betænkningstid i forhold til, om de vil anke dommen. Anklager Kristian Kirk oplyser til TV 2's Janni Pedersen, at han også vil overveje, om han vil anke de seks års fængsel til skærpelse.