Efterlyst for snyd på Gul & Gratis, Den Blå Avis og Facebook - nu er han anholdt

16x9
Den 34-årige var efterlyst af Fyns Politi for omfattende billetsvindel. Foto: Politifoto

Manden var efterlyst for at have solgt en lang række festival- og koncertbilletter, han ikke havde.

Det er blevet et udbredt svindelnummer at sælge ikke-eksisterende billetter over sider som Gul & Gratis, Den Blå Avis og Facebook.

Når billetterne til festivaler, events og koncerter først er betalt, ser køberne aldrig deres penge igen.

Én af de personer, som har snydt adskillige personer landet over, er ifølge Fyns Politis en 34-årige, som derfor fredag blev efterlyst med navn og billede.

Fredag eftermiddag, oplyser Fyns Politi dog, at manden er blevet anholdt i Vorbasse i Jylland.

Han skal nu afhøres, hvorefter anklagemyndigheden skal vurdere, om han skal fremstilles i grundlovsforhør.

Teori om opholdssted viste sig korrekt

Den 34-årige kan ifølge politiet i alt sættes i forbindelse med over 50 tilfælde af bedrageri, hvor han har solgt billetter til begivenheder over hele landet.

Han er oprindeligt fra Nyborg, men har ikke registreret nogen fast bopæl i folkeregistret. Fyns Politi oplyste i forbindelse med efterlysningen dog, at han kunne opholde sig i området omkring Vejle og Vorbasse eller i Østjylland. Og det viste sig altså at holde stik.

Politiet valgte at gå til medierne med efterlysningen, da sæsonen for koncerter, festivaler og andre events snart for alvor går i gang.