Snød sig til 700.000 kroner - blev fældet af Lalandia-billeder på Facebook

16x9
Lalandia. Foto: Erik Johansen / Scanpix

Par meddelte, at de var blevet separeret, men de blev boende sammen.

En 35-årig mand fra Næstved er blevet idømt ni måneders betinget fængsel efter at være fundet skyldig i socialt bedrageri.

Samme straf fik hans et år yngre kone, men hun skal afsone tre af månederne, da hun tidligere er dømt efter præcis samme paragraf i straffeloven.

Det skriver Sjællandske.

Ægteparrets sociale bedrageri begyndte i sommeren 2013, hvor de meddelte Næstved Kommune, at de var blevet separeret, og at manden var fraflyttet parrets hjem i det sydlige Næstved.

Anonymt tip

Det fortsatte til februar 2015, hvor kommunen fik et anonymt tip om, at parret stadig boede sammen.

Det blev ved Retten i Næstved bevist gennem blandt andet flere opslag på Facebook, hvor de to lagde billeder op af dem selv og deres børn på charterferie og på ture til Legoland og Lalandia.

I alt lykkedes det parret at bedrage sig til knap 700.000 kroner. De blev udbetalt som kontanthjælp, dagpenge og boligstøtte, ligesom kommunen bevilligede dem friplads til institution.