Guldfugl-effekt: Bandidos har lukket klubhus

Den tidligere Bandidos-rocker René Vestergaard har sendt en række højtstående rockere i fængsel. Nu har Bandidos lukket en hel afdeling.

Det har fået konsekvenser for Bandidos, at den tidligere Bandidosrocker René Vestergaard har lagt alle kortene på bordet hos politiet og i retten.

- Det har gjort ondt på Bandidos, fortæller Kim Kliver, som er politiinspektør hos Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi.

13 personer er blevet dømt for blandt andet røverier, våben- og narkokriminalitet. En del af de dømte er højtstående Bandidosrockere.

- Jeg må konstatere, at det har betydet, at de ikke længere er til stede i Nykøbing. Der er sket det, at Bandidos har lukket deres klubhus dernede.

Bandidos: Vi vil åbne igen

Bandidos bekræfter torsdag aften over for TV 2, at South Island-afdelingen, som lå i Guldborgsund Kommune, er 'frozen'. Ifølge Bandidos betyder det, at afdelingen skal omstruktureres, og at Bandidos vil åbne den igen på et senere tidspunkt.

Det var South Island-afdelingen, at René Vestergaard var tilknyttet, før han i 2014 gik til politiet.

- Hvad er forklaringen? Er det fordi, folk er blevet fængslet?

- Grunden kan vi ikke kommentere på, svarer Bandidos.