Tricktyve plager landsdel - nu beder politiet om hjælp

I løbet af halvanden måned har Midt- og Vestjylland været ramt af seks tricktyverier, og tyvene går direkte efter ældre kvinder.

I løbet af knap halvanden måned har der været ikke færre end seks tilfælde af tricktyverier i Midt- og Vestjylland, hvor intetanende ofre har fået franarret deres punge og misbrugt deres dankort. I følge politiet er tricktyvene hurtige til at udnytte de stjålne dankort, og i løbet af kort tid har flere ofre fået hævet 10.000 - 20.000 kr. eller mere fra deres stjålne dankort. 

- Vi synes jo det er foruroligende, at de her tricktyverier er optrådt i så stort antal her i kredsen, siger Hans Roost, politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi til Station 2 Efterlyst.

Det er ligesom tre eller fire rovdyr, der omringer et offer

Hans Roost, politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi

Politiet mistænker de samme gerningsmænd for at stå bag flere af tyverierne. Politiet ser sammenhæng mellem tyverierne den 9. marts i Kvickly i Holstebro, 20. marts i samme Kvickly og den 13. februar i Rema 1000 i Vinderup. Politiet efterlyser to formodede gerningsmænd for tyverierne:

16x9
De to mænd politiet efterlyser for tricktyverierne i Holstebro og Vinderup Foto: Overvågning / TV 2

Politiet ser også en sammenhæng mellem tricktyverierne den 8. marts i Fakta i Herning, og 11. marts i Fakta i Lind ved Herning. Her efterlyser politiet de her to formodede gerningsmænd:

16x9
De to mænd politiet efterlyser for to tricktyverier i Herning Foto: Overvågning / TV 2

For tricktyveriet den 18. marts i Føtex i Viborg efterlyser politiet denne mand:

16x9
Tricktyven fra Viborg Foto: Overvågning / TV 2

FLERE TRICKTYVERIER

Der er sket en kraftig stigning i antallet af tricktyverier det seneste år, det viser tal fra Danmarks Statistik. I 2016 registrerede politiet i alt 50.501 ofre for tasketyverier, tyverier fra lommer og tasker og tricktyverier. Det er en stigning på 23 pct. i forhold til 2015, hvor der blev registreret 40.985 ofre. Antallet har ellers været faldende i både 2014 og 2015.

Hos Sydøstjyllands Politi kalder de til kamp mod de mange tricktyverier.

- Det, der virkeligt ville gøre en forskel og som også på den lange bane ville gøre det mindre attraktivt at have Sydøstjyllands Politikreds som jagtmark er, hvis vi og borgerne ved en fælles indsats kunne minimere de tilfælde, hvor det lykkes tricktyvene at få udbytte, siger Finn Ellesgaard Nielsen, vicepolitiinspektør ved Sydøstjyllands Politi. En del tricktyve går helt bevidst, tror vi, efter ældre medborgere, fordi de oplever dem som lette ofre. Derfor skal vi - uden at skræmme og uden at ødelægge vores livskvalitet og tryghed i dagligdagen - have italesat også over for denne gruppe, at vi skal være opmærksomme på trickene, siger han. 

SAMME FREMGANGSMÅDE

Gerningsmændene har en fremgangsmåde, som er gået igen ved alle seks tricktyverier i Midt- og Vestjylland. Politiet mener, at der ofte er fire personer involveret ved tricktyverier. Den første gerningsmand aflurer pinkoden, når offeret betaler i en butik. Gerningsmand to og tre distraherer offeret og stjæler dankortet. Gerningsmændene kan eksempelvis spørge offeret om vej, spørge om prisen på en vare eller fortælle offeret at vedkommendes bil er punkteret. Den fjerde gerningsmand hæver herefter penge i butikker og hæveautomater fra offerets stjålne dankort. 

Gerningsmændene er gået målrettet efter ældre kvinder, alle ofrene er kvinder i alderen 61 til 93 år, og politiet ser med stor alvor på sagen. 

- De er meget trænede, man kunne næsten kalde dem professionelle, men den kriminalitet, de udøver, er så nedrig, og den er så ussel, så det vil jeg ikke kalde det. Det er ligesom tre eller fire rovdyr, der omringer et offer, og så laver man altså den her afledningsmanøvre, fortæller Hans Roost, politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

GERNINGSMÆNDENE

Politiet har en teori om, hvor gerningsmændene kommer fra.

- Vi har en klar mistanke om, at det er udenlandske personer, vi har med at gøre. Den her modus har vi ofte set fra østeuropæiske forbrydere, og når vi får fat på nogen, så viser det sig mange gange, at det er østeuropæiske kriminelle, forklarer Hans Roost, politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Politiet mener, at de her forbrydere begår to-tre tyverier samme sted, inden de rykker videre til nye byer.

Selvom seks tricktyverier kan virke som mange på så kort tid, så har politiet prøvet det før, men de håber på en hurtig opklaring.

- Vi har set de her tendenser før og især med forårets komme og i højtider, kommer der en forøget mængde af de her tricktyverier, men de kommer som regel i bølger, så vi er selvfølgelig meget opmærksomme på at få stoppet de her bølger så hurtigt som muligt, afslutter Hans Roost, politiinspektør ved Midt- og Vestjyllands Politi.

Hvis du ved noget, kan du kontakte Midt- og Vestjyllands Politi på telefon 114.