Kvinde overfaldet i sit hjem og bundet på hænder og fødder med gaffatape

Tre ukendte gerningsmænd tvang sig adgang til kvindens lejlighed, hvor de overfaldt hende og stjal hendes penge og telefon.

Klokken er omkring 22.45 den 16. marts, da det ringer på døren i kvindens lejlighed. Den polske kvinde, der bor i lejligheden, er prostitueret og har lavet en aftale med en kunde på det tidspunkt, så hun åbner døren uden mistanke om hvad der venter på den anden side. Men da døren går op, står der tre mænd. Hun forsøger med det samme at lukke døren, men en af mændene sætter hurtigt en fod i klemme og tvinger sig adgang til kvindens hjem.

- De overfalder hende og slår hende. Binder hendes arme og ben med gaffatape. Hun får også gaffatape op over munden og bliver sprayet i ansigtet med sådan en friskluftspray i øjnene inden hun til sidst får gaffatape over øjnene, forklarer Arne Nørgaard Mikkelsen, politikommissær ved Østjyllands Politi til Station 2 Efterlyst. 

Stjæler penge og telefon

De tre gerningsmænd gennemroder herefter kvindens lejlighed, tager hendes penge og telefon, inden de efter en halv times tid forlader lejligheden igen.   

Vi synes, det er et særdeles groft overfald og røveri i hendes hjem

Arne Nørgaard Mikkelsen, Politikommissær, Østjyllands Politi

Fanget på overvågning

Overvågningsbilleder fra trappeopgangen i Grøfthøjparken viser, at de tre mænd kommer samlet til stedet, og netop de billeder er politiets vigtigste spor i efterforskningen. Særligt den ene mand håber politiet på bliver genkendt.

- Ham bagerst i billedet er klart den, der er mest genkendelig. Han er uden maskering, har briller på og meget kort hår. Det er også ham, der i følge kvinden, har være mest aktiv oppe i lejligheden, forklarer Arne Nørgaard Mikkelsen.

16x9
Politiet har brug for jeres hjælp til at finde de tre gerningsmænd. Særligt manden bagerst i billedet håber de, bliver genkendt Foto: Station 2 Efterlyst

Under overfaldet taler de tre gerningsmænd engelsk med en dialekt, som kvinden ikke kan genkende. 

Da mændene har forladt lejligheden, lykkedes det kvinden at få skåret sig fri ved hjælp af en køkkenkniv, hvorefter en veninde kommer hende til undsætning og får tilkaldt politiet. 

Politi søger vidner

Der er desværre ikke nogle af naboerne, der har bemærket noget mistænkeligt den aften. Derfor håber politiet nu på hjælp fra folk, der kan have set noget i nærheden:

- Vi vil gerne høre fra folk, som kan genkende de tre personer på billederne og selvfølgelig også gerne fra nogen i området ude i Grøfthøjparken som har set eller bemærket noget omkring gerningstidspunktet den 16. marts kl. 22.45.

Kan du hjælpe politiet videre, så kontakt Østjyllands Politi på telefon 114.