Antallet af indbrud er faldet - laveste niveau i 10 år

16x9
Foto: Camilla Rønde / Scanpix Denmark

Ikke siden 2007 har der været så få indbrud i private hjem i januar, februar og marts, som det var tilfældet i år.

Færre danskere var udsat for indbrud i deres hjem i første kvartal af 2017 sammenlignet med første kvartal sidste år.

Helt konkret er antallet af indbrud i privat beboelse faldet med 17,8 procent, viser nye tal fra Rigspolitiet.

Det er knap 1.700 færre indbrud i årets første tre måneder í forhold til samme periode året før og samtidig det laveste antal af anmeldelser siden første kvartal 2007.

Hærværk halveret

Der har også været færre anmeldelser af røverier og hærværk i første kvartal i år, end der var i første kvartal sidste år.

Der blev i år anmeldt 65 færre røverier og godt 800 færre tilfælde af hærværk.

I alt blev der anmeldt 456 røverier og 5.468 tilfælde af hærværk i årets første tre måneder. Det er det laveste niveau for første kvartal i perioden 2007-2017.

Hvad angår hærværk, er antallet af anmeldelser halveret i forhold til første kvartal af 2007, hvor anmeldelsestallet toppede, oplyser Rigspolitiet.

Mere vold og bedrageri

Antallet af anmeldelser om økonomisk kriminalitet steg i første kvartal med 34,8 procent i forhold til første kvartal sidste år. Mængden af databedrageri og bedrageri har været stigende.

Der har også været flere anmeldelser om vold og sædelighedsforbrydelser. Politiet modtog 4.340 anmeldelser om vold og 1.067 anmeldelser om sædelighedsforbrydelser sidste år. Det er en stigning på 12 procent for vold og 49,2 procent for sædelighedsforbrydelser sammenlignet med 2016.

I forhold til sædelighedsforbrydelser er det især seksuelle krænkelser på nettet, der trækker tallet op.

- Udviklingen inden for sædelighedskriminalitet præges af et mindre antal meget omfangsrige sager, hvor den samme person er anmeldt for mange ensartede forhold, skriver Rigspolitiet i en pressemeddelelse.