Afløser for Uber meldt til politiet

Trafikstyrelsen melder Habil til politiet for mulig overtrædelse af taxiloven.

På dagen hvor Uber lukker i Danmark, har en ny meget lignende tjeneste meldt sin ankomst.

Og allerede før appen er i luften, har Trafikstyrelsen meldt Habil til politiet.

- Trafik-, Bygge- og Boligstyrelsen har dags dato politianmeldt Habil for en mulig overtrædelse af taxiloven, oplyser kontorchef Janni Torp Kjærgaard i en pressemeddelelse.

- Herefter er det op til politiet at vurdere, hvorvidt Habil overtræder taxiloven ved at udføre erhvervsmæssig personbefordring uden tilladelse, fortsætter hun.

En af ophavsmændene bag appen, Nicolai Jørgensen, har ikke meget til overs for politianmeldelsen.

- Hvis man tager den opfattelse, at Habil gør noget galt, så skal man anmelde en hel branche. Habil foretager sig intet, som man ikke gør i en helt almindelig transport- eller budvirksomhed, siger han til TV 2.

Han forstår ikke, at man foretager en politianmeldelse, før appen overhovedet er gået i luften.

- Det tyder på, at anmeldelsen har været på et uoplyst grundlag. Man må så spekulere i, om det er på baggrund af noget rent fagligt, eller om der er politiske beslutninger bag, siger Nicolai Jørgensen.

Kritik fra start

Ifølge udviklerne bag Habil har tjenesten næsten 500 tilmeldte chauffører. Habil adskiller sig fra Uber ved som udgangspunkt at være fragtkørsel, men de tilbyder dog samtidig, at kunden kan hoppe med i bilen og blive transporteret sammen med det, de vil have fragtet.

En sådan model er ikke betegnet som taxikørsel, og Habil er derfor ikke underlagt den nye taxilovs krav om blandt andet sædefølere og taxametre, der ifølge Uber er grunden til, at selskabet lukker i Danmark.

Nicolai Jørgensen, fortæller, at man i princippet skal have en fysisk 'pakke' med i hånden - for eksempel en mobiltelefon eller et sæt nøgler - for at køre med. Samtidig skal du så angive specifikt, at det er din 'pakke' - og altså ikke dig selv - der som hovedformål skal transporteres.

Den nye tjeneste har allerede mødt kritik. SF's transportordfører, Karsten Hønge, har kaldt det et bevidst forsøg på at omgå lovgivningen

- Jeg har da aldrig hørt mage til en fis i en hornlygte. Det her med at man skal have transporteret sine sko eller sine nøgler. Vi har altså et samfund, der bygger på love. Og der har vi altså lavet en taxalov, sagde han til TV 2 mandag.

Til det svarer Nicolai Jørgensen, at tjenesten faktisk følger loven:

- Loven er skruet sådan sammen, at man naturligvis har mulighed for at følge med sin fragt uanset om det er en bil, en pakke eller et brev. Så det er ikke os, Habil, I skal beskylde for at gøre noget galt – det er uvidenhed fra politikernes side.

Den nye app fra Habil skulle lanceres tirsdag. Nicolai Jørgensen siger til TV 2, at det på grund af sidste øjebliks rettelser nok først bliver sent tirsdag aften eller onsdag.