Kundby-pige beholdt bag tremmer: Frygtede hun ville genoptage bombeplaner

Kundby-pigen har siddet varetægtsfængslet ud over det sædvanlige, fordi der er risiko for, at hun på fri fod ville fortsætte med sine planer.

Det er blandt andet risikoen for, at hun på fri fod vil genoptage planlægningen af terrorhandlinger, der i mere end 13 måneder har holdt en 16-årig pige fra Kundby ved Holbæk bag tremmer.

Samtidig frygter politiet, at pigen vil kunne påvirke sagen, hvis hun bliver løsladt. Det skriver dagbladet Nordvestnyt fredag på baggrund af en aktindsigt i grundlaget for varetægtsfængslingen af pigen.

Den 16-årige pige blev sidste fredag tiltalt for at planlægge terrorhandlinger i form af angreb med hjemmelavede bomber mod Sydskolen i Fårevejle i Odsherred og den jødiske skole, Carolineskolen, i København.

Lukkede døre

Hidtil har offentligheden på grund af de lukkede døre i sagen ikke haft indblik i de nærmere begrundelser for, at en så ung pige sidder varetægtsfængslet på nu 14. måned.

Men Nordvestnyt har efter et længere forløb netop fået aktindsigt i dele af den fængslingskendelse, Retten i Holbæk afsagde 9. januar i år.

Her fik den 16-årige pige og den 25-årige mand, der nu ikke længere er sigtet i sagen og som anklagemyndigheden ikke rejser tiltale imod, forlænget deres fængslinger ud over Retsplejelovens normale grænse på et år.

Det fremgår af kendelsen fra retsmødet, at dommeren blandt andet lagde vægt på, at politiet og anklagemyndigheden frygter, at pigen på fri fod vil begå en lovovertrædelse tilsvarende den, hun allerede er sigtet for, altså planlægning af terror. Ifølge Nordvestnyt blev den fortsatte frihedsberøvelse af begge sigtede også begrundet med frygt for, at de på fri fod ville "vanskeliggøre forfølgningen i sagen".

Konkrete begrundelser

Hvad der konkret ligger til grund for politiets frygt for påvirkning af sagen, og at pigen vil fortsætte med at fremstille sprængstof, er udeladt af den udskrift, Nordvestnyt har fået adgang til.

Anklagemyndigheden vil med henvisning til, at Kundby-sagen fortsat er omfattet af dørlukning, ikke kommentere oplysningerne over for hverken Nordvestnyt eller TV 2.

Senioranklager Peter Ahleson, Midt- og Vestsjællands Politi, siger dog, at anklagemyndigheden har angivet konkrete begrundelser over for dommeren. Både i forhold til frygten for, at pigen genoptager sine påståede planer, og at sagens forfølgning bliver forstyrret.

- Anklagemyndigheden påberåber sig ikke en bestemmelse om fængsling, hvis der ikke er noget konkret at hænge den op på. Og det har dommeren jo også kvitteret for med sin kendelse om varetægtsfængsling, siger Peter Ahleson til Nordvestnyt.

Overfor TV 2 uddyber anklageren, at det måske ikke er så udsædvanligt, at den tiltalte bliver varetægtsfængslet med begrundelse i, at hun på fri fod ville kunne påvirke eventuelle vidner - men at anklagemyndigheden desuden har begrundet overfor dommeren, at der er risiko for, at hun på fri fod ville fortsætte med det, hun er varetægtsfængslet for.

På samme måde, som en sigtet voldsmand med flere domme bag sig på fri fod ville gøre det samme igen - eller en serieindbrudstyv igen ville stå i dommervagten, hvis han ikke blev varetægtsfængslet.

- Det  er en betingelse for at bruge denne fængslingsgrund, at der er en konkret begrundet risiko for til at antage, at pågældende på fri fod vil begå ny ligeartet kriminalitet, siger Peter Ahleson til TV 2.

Kan påvirke vidner

Senioranklageren understreger samtidig, at påvirkningsrisikoen ikke kun skal forstås som påvirkning af selve efterforskningen, der var afsluttet på tidspunktet for retsmødet i begyndelsen af januar.

- Det handler også om risikoen for påvirkning af vidner, tilføjer han overfor Nordvestnyt. Om det også kan være eventuelt andre personer på fri fod, der ikke umiddelbart er omfattet af sagen, der kan have en interesse i at forsøge at påvirke pigens forklaring, vil Peter Ahleson ikke forholde sig til.

Heller ikke forsvarsadvokat Mette Grith Stage ønsker at gå ind i den diskussion på nuværende tidspunkt. Generelt mener hun dog ikke, at det er usædvanligt, at en varetægtsfængsling er begrundet i risikoen for påvirkning.

- Det er vel gældende i 90 procent af sagerne med varetægtsfængslede. Det er min oplevelse, at der skal utrolig lidt til for at fængsle folk på det grundlag, siger Mette Grith Stage til dagbladet Nordvestnyt.

Anklageskriftet mod den 16-årige pige bliver offentliggjort fredag.

TIDSLINJE: Terrorsagen fra Kundby
13. januar 2016
15-årig pige anholdes
Midt- og Vestsjællands Politi finder under en større politiaktion sprængstoffer på en adresse på Trønningevej i Kundby tæt ved Holbæk. Bomberyddere arbejder det meste af dagen på adressen.
 
Politiet afviser at kommentere sagen, men en 15-årig pige, der er konverteret til islam, bliver anholdt klokken 12.22.
14. januar 2016
24-årig mand anholdes i Østjylland
Dagen efter bliver pigen fremstillet i et grundlovsforhør. Det sker for dobbeltlukkede døre, så offentligheden får ikke at vide, hvad pigen er sigtet for.
 
Ifølge Ritzaus oplysninger er pigen sigtet for besiddelse af sprængstoffer. TV2 erfarer, at hun også er sigtet for billigelse af terror.
 
Pigen bliver isolationsfængslet til 26. januar og varetægtsfængslet til 9. februar.
 
Samme dag anholdes en 24-årig mand i Østjylland, da han melder sig selv til politiet, og ifølge DR's oplysninger er der tale om en dansk mand, der har været i Syrien for at lære at håndtere våben.
 
På de sociale medier har den 15-årige pige tidligere kaldt manden "sin bedste ven".
 
15. januar 2016
Forsvarer kærer isolationskendelsen
Pigens nye forsvarer, advokat Nima Nabipour, kærer isolationskendelsen til landsretten. Han mener, at det er uhensigtsmæssigt, at hans unge klient sidder isolationsfængslet.
 
Den 24-årige mand fremstilles i grundlovshør, der, ligesom pigens, foregår for dobbeltlukkede døre. Han isolationsfængsles til 26. januar og varetægtsfængsles til 9. februar.
 
16. januar 2016
24-årigs forsvarer kærer fængsling
Den 24-åriges forsvarer, Michael Alstrup Kristensen, oplyser til Ritzau, at man kærer kendelserne om varetægtsfængsling og isolation til Østre Landsret.
18. januar 2016
Landsret stadfæster kendelser
Manden får ikke held med at kære kendelserne til landsretten. Østre Landsret stadfæster kendelserne fra grundlovsforhøret.
21. januar 2016
Landsret: Pige skal blive i isolation
Heller ikke pigen får noget ud af at kære til landsretten, der vælger at stadfæste kendelsen fra grundlovsforhøret om, at pigen skal sidde i isolation.
26. januar 2016
Isolationsfængslinger forlænges
Ved et retsmøde i Retten i Holbæk forlænges isolationsfængslingen for begge frem til 9. februar. Det er samme dato, hvor deres varetægtsfængsling udløber.
4. februar 2016
Isolation af pigen ophæves
Anklagemyndigheden har besluttet at ophæve isolationen af pigen, selv om fristen først udløber 9. februar. Hun sidder dog stadig varetægtsfængslet.
9. februar 2016
24-årigs fængsling forlænges
Dommer Anette Codam beslutter ved et retsmøde, at den 24-årige skal forblive varetægtsfængslet i fire uger frem til 8. marts. De to af ugerne skal tilbringes i isolation.
 
Hans nye forsvarer, Henrik Garlik, vælger at få prøvet afgørelsen ved landsretten. Også anklager Peter Ahleson kærer afgørelsen, da han vil have den 24-årige isoleret i alle fire uger.
 
Den 15-årige pige besluttede samme dag frivilligt at få sin varetægtsfængsling forlænget i fire uger.
8. marts 2016
De to sigtes for planer om skoleangreb
Både den 16-årige og den 24-årige bliver i Retten i Holbæk sigtet for at planlægge angreb mod Sydskolen i Fårevejle og Carolineskolen i København. Begge er varetægtsfængslet frem til 30. marts.
 
Ifølge anklageren har pigen anskaffet kemikalier og forsøgt at fremstille sprængstoffet TATP. Den 24-årige tidligere syrienkriger skal blandt andet have hjulpet hende med at skaffe bombemanualer.
Sommeren 2016
Den 16-årige stikker en medarbejder ned under fængslingen
Den 16-årige pige overfalder under sin varetægtsfængsling på en lukket institution en medarbejder og stikker ham flere gange med et glasskår fra et knust spejl.
Episoden finder sted i sommeren 2016, da pigen har en form for opgør med en mandlig ansat på institutionen. Hun er blevet sur på ham efter en diskussion om opfattelse af religion. 
Pigen er derfor - foruden terrortiltalen - også tiltalt efter straffelovens paragraf 245, der omhandler kvalificeret vold med våben.
10. februar 2017
Den 16-årige pige tiltales
Politiet vælger at frafalde sigtelsen mod den nu 25-årige mand, der løslades. Samtidig bliver der rejst tiltale mod pigen, der fortsat sidder varetægtsfængslet.
Hun er tiltalt for at have gjort forberedelser til bombefremstilling og for at have planlagt prøvesprængning. 
7. april 2017
Straffesagen mod den 16-årige pige begynder
Statsadvokat Lise-Lotte Nilas oplyser, at straffesagen mod den tiltalte 16-årige pige er berammet til at begynde ved Retten i Holbæk den 7. april 2017.
Anklagemyndigheden ønsker straffesagen behandlet under medvirken af nævninge, idet den 16-årige dermed vil kunne få en straf på mere end fire års fængsel, hvis hun bliver kendt skyldig