Gravide Louise blev brutalt myrdet i park: Det ved vi om den mystiske sag

32-årige Louise var sat til at føde fem uger efter, at hun på brutal vis blev slået ihjel i en park i Herlev på en helt almindelig fredag aften.

Det er mørkt, og vejret er koldt og regnfuldt. En kvinde kommer gående ned ad Tornerosevej nær Elverparken i Herlev. Pludselig hører hun et hjerteskærende skrig.

Kort efter lyder endnu et skrig. 

En ung mand dukker op foran hende på vejen. Han kommer fra parken, men det er svært at se hans ansigt, som virker smalt i mørket. Han har en hue og kasket på, mens hættetrøjen er trukket op over hovedet. 

Inde i parken er den 52-årige Michael Hudlebusch ude for at gå en aftentur med sin veninde. 

De går ad Snedronningvej videre ned ad Ederlandsvej, som krydser parken. De standser op. Noget lyser op i græsset, og det har fanget deres opmærksomhed. Måske en mobiltelefon.

Du må hellere komme ned i parken med det samme. Din søster er ilde tilredt,

Politibetjent til Louises søster Susanne Borglit

En golden retriever kommer stille hen imod dem. Den har ingen snor på, og det virker underligt. Måske er ejeren faldet i grøften, tænker Michael, som beslutter sig for at følge efter hunden. 

Iført grønt regnsæt

Under en halv time inden står 32-årige Louise Borglit i familiens hus i Herlev og tager overtøj på. Det er fredag den 4. november, og klokken nærmer sig syv om aftenen. Louise er gravid, og der er blot fem uger til, at hun skal føde sin søn, som hun kalder for 'Lille P'. 

Hun bor sammen med sin søster Susanne Borglit, søsterens mand og parrets to små piger. Hun har tilbudt at gå en aftentur med husets golden retriever Maggie, før de alle skal fredagshygge.

Truslen om regn får Louise til at lede efter noget vandtæt tøj, hun kan tage på. Men maven er for stor, og hun kan ikke passe sin søsters overtøj. I stedet ifører hun sig sin svogers grønne regnsæt og gummistøvler. De griner lidt alle tre, for hun ser sjov ud i det alt for store sæt.

På gerningstidspunktet var Louise Borglit iført regntøj og gummistøvler som på billedet.
På gerningstidspunktet var Louise Borglit iført regntøj og gummistøvler som på billedet. Foto: Københavns Vestegns Politi
Hunden Maggie, som Louise Borglit var ude at lufte på gerningstidspunktet.
Hunden Maggie, som Louise Borglit var ude at lufte på gerningstidspunktet. Foto: Københavns Vestegns Politi

- Gå nu, hvor der er lys, siger Susanne Borglit til sin gravide lillesøster. Louise giver hende et kys på kinden. 

Herefter begiver hun sig ud i mørket med kurs mod Elverparken.

Men hun vender aldrig tilbage igen. 

Forsøger at genoplive Louise

Louise Borglit bliver dræbt af flere knivstik den mørke aften i november, da hun er ude og lufte familiens hund. Hun bliver efterladt blødende i græsset, hvor Michael Hudlebusch finder hende og desperat forsøger at give hende hjertemassage.

Klokken er et par minutter over syv, da Michaels veninde ringer til alarmcentralen. 

Og blot 20 minutter senere, klokken 19.31, modtager Louises søster Susanne Borglit det knusende opkald, som hun aldrig vil glemme. 

- Har du en golden retriever? spørger en kvinde i telefonen. 

- Ja, svarer Susanne Borglit, som straks efter får en politimand i røret. 

- Du må hellere komme ned i parken med det samme, siger han:

- Din søster er ilde tilredt. 

Susanne løber, alt hvad benene kan bære. I parken ser hun sin søster ligge på jorden med armene spredt ud til siden. Hun ligger i en dynge af våde blade.

Men det er allerede for sent. Louises hjerte er holdt op med at slå. 

Intet motiv

Hvem, der slog gravide Louise Borglit ihjel, er stadig en gåde.

Der er ingenting, der tyder på, at Louise var udsat for et tyveri i forbindelse med drabet. Hendes mobil lå lysende i græsset ved siden af hende, da hun blev fundet. 

Der er ingenting, der tyder på, hun var udsat for et seksuelt overgreb.

Vi har ikke kunnet afdække motivet på nuværende tidspunkt, og derfor har vi stadig brug for at høre fra folk, som var i parken den aften,

Ole Nielsen, politikommissær hos Københavns Vestegns Politi,

Og hvorvidt, der er tale om et fjerndrab eller nærdrab, har politiet endnu ikke slået fast. Et fjerndrab betyder, at Louise ikke kendte sin gerningsmand, mens et nærdrab betyder, at hun gjorde. 

Men Louise havde ingen fjender, siger familien. Faktisk var hun yderst velset. 

Hun var en humørbombe og én, man altid kunne regne med. Og så var hun for nyligt blevet kåret som årets medarbejder af sine kollegaer i Magasins kosmetikafdeling på Kongens Nytorv i København. Det var kollegaer, som også var Louises tætte veninder.

- Vi har ikke kunnet afdække motivet på nuværende tidspunkt, og derfor har vi stadig brug for at høre fra folk, som var i parken den aften, siger politikommissær hos Københavns Vestegns Politi, Ole Nielsen, som leder efterforskningen. 

Gerningsmand på fri fod

Og der var en hel del, som gik tur i og nær parken den aften, tyder det på. Politiet har fået næsten 200 henvendelser i sagen.

- Vi får dagligt henvendelser fra folk herude. Og hver en sten bliver vendt i sagen, siger Ole Nielsen. 

Men ingen så selve overfaldet på Louise, hvilket også er grunden til, at det er så svært at komme nærmere et signalement af gerningsmanden.  

Ud over manden med kasket og hætte, som et vidne så komme gående ud fra parken på Tornerosevej, har politiet også bedt offentligheden hjælpe med oplysninger om en anden mand, der blev set trække en rød damecykel gennem parken. Det har senere vist sig, at cyklen var stjålet.

- Han er blevet set på stien nede ved søen i parken. Ham vil vi selvfølgelig meget gerne snakke med. Og manden med kasketten på Tornerosevej vil vi også gerne i kontakt med. Jeg kan ikke sige, om han er gerningsmand, men han er i hvert fald en person, som politiet meget gerne vil tale med, siger Ole Nielsen. 

Politiet havde tidligere haft en teori om, at gerningsmanden kunne være en psykisk syg person, og den teori er Louises søster Susanne Borglit enig i. 

En mand er blevet set trække denne røde Jupiter-cykel rundt i Elverparken tæt på gerningstidspunktet. Cyklen var stjålet.
En mand er blevet set trække denne røde Jupiter-cykel rundt i Elverparken tæt på gerningstidspunktet. Cyklen var stjålet. Foto: Københavns Vestegns Politi / Københavns Vestegns Politi

- Der løber en mand rundt, som har brug for hjælp. Jeg tænker, at man ikke kan gøre sådan nogle grusomme ting mod et andet menneske uden, at man kunne have brug for noget hjælp bagefter, siger hun. 

På jagt efter gerningsvåbnet

Heller ikke gerningsvåbnet har politiet fundet endnu.

Flere nærtliggende søer er blevet gennemtrevlet i håbet om, at gerningsmanden har kastet kniven ud i vandet på sin flugtrute. Det er blandt andet søen i Elverparken og en lille sø i Hospitalsparken i Herlev. 

Men drabet på Louise Borglit står stadig hen i det uvisse. Intet gerningsvåben. Intet motiv. Ingen gerningsmand.  

Tilbage står familien, som mangler svar på, hvorfor Louise skulle dø.

Godt en uge efter overfaldet sagde de pårørende et sidste farvel. I al stilhed for omverdenen. Louise blev bisat i Herlev med sine lille, ufødte søn i armene. 

Torsdag aften klokken 20.50 kan du blandt andre møde Susanne Borglit i kriminalmagasinet Station 2, som vises på TV 2. Du kan se programmet på TV 2 Play fra klokken 19.