Mordbrand: Ofre brændte ihjel

16x9
Foto: Local Eyes

Obduktionen af ofrene for tirsdagens mordbrand i Vejgaard viser, at de to dræbte ikke blev slået ihjel inden ildspåsættelsen.

Nordjyllands Politi er nu blevet klogere på, hvordan de to ofre for tirsdag aftens mordbrand i Heimdalsgade i Vejgaard døde.

- Alt tyder på, at det er selve branden, altså en kombination af varmen og kulilteforgiftning, der er dødsårsagen. De er altså ikke blevet slået ihjel, inden branden blev startet, fortæller politikommissær Sune Myrup fra Nordjyllands Politi.

Politiet kan endnu ikke sige noget om identiteten på de to døde, og man er heller ikke kommet meget tættere på at finde ud af, hvem der stod bag branden.

- Vi har fået en del tip og henvendelser, men der har ikke været noget afgørende nyt af gå efter, siger Sune Myrup.

Beder om hjælp fra vidner

Han beder derfor fortsat eventuelle vidner om at henvende sig til Nordjyllands Politi, hvis de ved noget om de formodede gerningsmænd.

Indtil videre ved politiet, at der er tale om fem-syv personer, som iført mørkt tøj flygtede til Vejgaard Bibliotek, hvor de flygtede i to mørke biler. Et nærmere signalement har politiet endnu ikke, og de ved heller ikke, om de skal lede efter danske eller udenlandske gerningsmænd.

- Hvis der er noget der har set noget, hører vi meget gerne fra dem, og vi vil også meget gerne vide, hvis nogen har hørt gerningsmændene råbe til hinanden, og på hvilket sprog. Det kan hjælpe os til at finde ud af, hvilken nationalitet de har, siger Sune Myrup.

Nordjyllands Politi kan kontaktes på telefon 114.