10-årig pige kørt ned: Politiet efterlyser flugtbilist

16x9
- Foto: Politi.dk

Bilisten overså pigen i et fodgængerfelt og kørte efterfølgende fra stedet.

En mand påkørte klokken 7.30 onsdag morgen en 10-årig pige i et fodgængerfelt i Viby.

Den 10-årige pige var på vej over fodgængerfeltet mellem Skanderborgvej og Rosenvangsalle, da hun blev ramt af den højresvingende bil. 

- Han bakker og kigger på pigen og kører derefter væk i retning mod Aarhus, siger Janni Lundager fra Østjyllands Politi til TV 2. Manden sagde ikke noget til pigen.

Den 10-årige pige blev efterfølgende skadestuebehandlet for mindre knubs. 

Politiet efterlyser nu flugtbilisten, der beskrives som en cirka 50-årig mand, der var iført hue, briller og blå skjorte. Han var kørende i en nyere stationcar, registreringsnummeret begynder med AC. Bilen har en hvidgrålig farve.

- Vi vil da rigtig gerne i kontakt med ham og høre, hvorfor han ikke havde tid til at stoppe op, siger Janni Lundager.