Politiets teori efter fund af seks døde: 45-årig mand begik selvmord efter drab på familie

16x9
Politiet fandt mandag seks døde mennesker i et hus på Amstrup Bakke syd for Ulstrup. De døde var to voksne og fire børn. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark

De seks personer, som blev fundet livløse i et hus i Ulstrup mandag, er identiske med husets beboere. Politiet efterforsker sagen som drabssag.

De to voksne og fire børn, som mandag blev fundet døde i et hus i Ulstrup, er identiske med husets beboere, og Østjyllands Politi mener nu, der er tale om en familietragedie.

Politiet mener, at en 45-årig mand står bag drabene på sin 42-årige kone og parrets fire børn, to piger på tre og 11 år og to drenge på seks og 16 år, og at han efterfølgende har begået selvmord.

Det oplyser Østjyllands Politi tirsdag eftermiddag i en pressemeddelelse.

- Det har tidligere været nævnt i pressen, at der havde været et gasudslip i huset. Der er intet, der på nuværende tidspunkt tyder på, at gas har været årsag til dødsfaldene, fastslår Østjyllands Politi i pressemeddelelsen.

Omfattende efterforskning

Ligene af de seks personer blev fundet mandag over middag, efter at politiet havde modtaget en anmeldelse om et mistænkeligt forhold på adressen i Ulstrup, der ligger sydvest for Randers. Da politiet ankom til stedet, fandt betjente de seks familiemedlemmer døde inde i huset.

16x9
Politiet var mandag massivt til stede ved huset på Amstrup Bakke syd for Ulstrup. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark
16x9
Efterforskningen på adressen har stået på siden mandag, og politiet fortsætter arbejdet tirsdag. Foto: Bo Amstrup / Scanpix Denmark