Politiet opgiver efterforskning af mulige mafiaforbindelser til metrobyggeriet

16x9
Politiet har ikke kunnet dokumentere påstandene om, at den italienske mafia skulle befinde sig på danske byggepladser. Foto: Bax Lindhardt / Scanpix Denmark

Intet har antydet, at der skulle være mafiaforbindelser eller narkosalg på hverken metrobyggeriet i København eller Letbanen i Aarhus, siger politiet.

Det vakte voldsom opsigt, da Fagforeningen 3F i september sidste år indgav to politianmeldelser, fordi de mistænkte en stribe italienske underentreprenører, der er knyttet til byggeriet af metroen i København og Letbanen i Aarhus, for at være forbundet med den italienske mafia.

Den ene anmeldelse blev sendt til Østjyllands Politi og den anden til Københavns Politi.

Og selv politiet blev overrasket over mistanken:

- Det er første gang i min tid i politiet, at jeg hører om den italienske mafia i Danmark, så det har vi reageret på med det samme, sagde efterforskningsleder ved Københavns Politi, Torben Svarrer.

Siden anmeldelsen har politiet lavet en lang række ransagninger. Blandt andet i metrocampen i Gamle Vasbygade i København, hvor vidner har fortalt 3F, at der er blevet smuglet narkotika.

Men i dag, tre måneder efter anmeldelsen, meddeler begge politikredse, at de har henlagt sagen.

- Vi har efterprøvet de ting, der stod i anmeldelsen, men har ikke kunnet finde dokumentation for påstandene, og derfor har vi besluttet at henlægge sagen. Hvis der dukker nye oplysninger op, genoptager vi den selvfølgelig, siger politikommissær Steffen Thaaning Steffensen fra Københavns Politi til TV 2.

3F gjorde sig mange overvejelser inden anmeldelse

Den opsigtsvækkende politianmeldelse fra 3F landede på politiets bord den 21. september sidste år.

Ifølge Palle Bisgaard, der er forhandlingssekretær i byggegruppen hos Fagforbundet 3F, havde fagforbundet gjort sig store overvejelser, før de gik til politiet. Men da fire af hinanden uafhængige kilder betroede sig til 3F og fortalte, at de havde set medlemmer fra Italiens største mafiaklan, ’Ndranghetaen, på deres arbejdsplads, kunne de ”ikke sidde den overhørig”:

- Såfremt disse oplysninger er korrekte, er flere virksomheder på metrobyggeriet i København en central del af en større international narkoring – styret fra Calabrien i Syditalien, står der blandt andet i anmeldelsen.

Også virksomheder, der har arbejdet på byggeriet af Letbanen i Aarhus, var under mistanke, fremgår det af anmeldelsen til Østjyllands Politi:

- Med de informationer, vi får, lader det til, at byggeriet af Letbanen i Aarhus er et led af en vidtforgrenet mafiavirksomhed, som bruger store anlægsbyggerier til hvidvaskning, narkosmugling og skattesvindel, står der.

Men heller Ikke Østjylland Politi har fundet dokumentation for påstandene, og derfor har de også henlagt sagen, oplyser de til TV 2.

- Vi har afhørt vidner i sagen, men på baggrund af de efterforskningsskridt, vi har foretaget, har vi ikke kunnet sigte nogen. Vi kan ikke komme videre, med det der foreligger, siger René Raffo, vicepolitiinspektør hos Østjyllands Politi.

Ingen vil tale med politiet

Allerede i oktober fortalte Københavns Politi, at de var på bar bund i efterforskningen. Blandt andet fordi de fire anonyme vidner, der havde betroet sig til 3F, ikke ønskede at tale med politiet.

Ifølge 3F var det, fordi de var bange for repressalierne.

En af hovedentreprenørerne på metrobyggeriet, Copenhagen Metro Team, har været stærkt utilfreds med omtalen af 3F's alvorlige beskyldninger mod en række italienske underleverandører. CMT mener blandt andet, at beskyldningerne, som er gengivet i en række medier, er både ”upræcise”, ”grove” og ”udokumenterede”.

Vi mener ikke, at den grove beskyldning, der er fremsat i offentligheden, er ordentligt dokumenteret.

Sigurd Nissen-Petersen, CMT

- Vi mener ikke, at den grove beskyldning, der er fremsat i offentligheden, om, at virksomheder på metroringen er en del af en narkoring, der er styret af den calabriske mafia, er ordentligt dokumenteret, sagde Sigurd Nissen-Petersen, der er personalechef hos CMT, til Berlingske i november.

CMT indgav selv straks en politianmeldelse, da de hørte om mistanken mod de italienske underleverandører, og Aarhus Letbanes direktør, Claus Rehfeld Moshøj, bad sine revisorer, som i forvejen var ved at udrede løn og arbejdsforhold for arbejderne på projektet, om at udvide undersøgelsen.

Sagen begyndte at rulle, da Weekendavisen i flere artikler beskrev, hvordan en stribe italienske underentreprenører, der angiveligt var tilknyttet mafiaen, var blevet politianmeldt for at smugle narko og hvidvaske penge på dansk jord.

Blandt andet skulle kokain forklædt som reservedele være blevet smuglet ind og ud af metrobyggepladser i København. Men politiet har kun fundet ’hashsmulder’ på deres ransagninger, fortæller de.