29-årig fængslet for voldtægt i skolegård

16x9
Voldtægten skal være fundet sted på Gurre Skole i Helsingør om formiddagen den 25. december. Foto: TV 2

En 29-årig mand er blevet varetægtsfænglset i indtil videre 14 dage. Det sker efter en anmeldelse om en voldtægt begået 1. juledag.

En ung mand er blevet varetægtsfængslet for at have voldtaget en kvinde i Helsingør den 25. december mellem klokken 10 og 11 om formiddagen.  Det fortæller anklager Bente Schnack ved Nordsjællands Politi.

Voldtægten skal være fundet sted i skolegården på Gurre Skole, efter at de to mødt hinanden i byen. De to havde efterfølgende været forskellige steder i Helsingør, hvor de havde fortsat drikkeriet.

- På et tidspunkt vil de hjem til den 29-årige mand for at feste videre. Der bliver bestilt en taxa, men den tager de aldrig. I stedet begynder de at gå, og så er det altså på vejen hjem, at det er gået for vidt, siger Bente Schnack.

Nægter sig skyldig

Den 29-årige mand har forklaret politiet, at der var tale om et frivilligt samleje.

- Forklaringerne fra forurettede og sigtede har været meget frem og tilbage. Den 29-årige nægter sig skyldig men han bestrider ikke, at der har været et samleje, siger Bente Schnack.

Hun fortæller, at man har valgt at varetægtsfængsle manden på baggrund af kvindens forklaring, sammenholdt med nogle skader hun har pådraget sig.

Samtidig er varetægtsfængslingen foretaget for at undgå, at manden får lejlighed til at påvirke eller snakke med vidner, der endnu ikke er afhørt.