Politiet finder lig i sø: Behandles som 'mistænkeligt'

16x9

Politiet har ikke kunne fastslå kønnet på lig fundet i sø.

Politiet har fundet et lig i en sø i Borup i Midtsjælland. 

Det fortæller vagtchefen for Midt- og Vestsjællands Politi til TV 2.

Politiet fik anmeldelsen om fundet klokken 15.39 juleaftensdag.

Ifølge politiet tyder det på, at liget har ligget i søen i flere måneder.

- Politiet behandler sagen som et mistænkeligt dødsfald, og der er foretaget omfattende undersøgelser på og omkring findestedet. Noget tyder på, at liget har ligget på stedet gennem længere tid, skriver Midt- og Vestsjællands Politi i en pressemeddelelse.

Liget er så medtaget, at man ikke har kunne fastslå kønnet endnu. Det er nu bragt til undersøgelse på retsmedicinsk institut, oplyser vagtchefen.

- Den afdøde bliver obduceret søndag, og det er politiets håb, at undersøgelser bringer mere klarhed over, om der er tale om selvmord, ulykke eller en kriminel handling, lyder det i pressemeddelelsen.

Politiet undersøger nu, om der er efterlysninger, der kan passe på den afdøde.

Politiet har ikke flere oplysninger om ligfundet på nuværende tidspunkt.