Drone leverer mobil og savklinge til indsat i fængsel

16x9
Nyborg Fængsel fra oven. Foto: TV 2

En indsat på 4. sal i Nyborg Fængsel fik leveret en pakke af en drone, som bagefter fløj væk og forsvandt.

En drone fløj natten til onsdag ind over muren til Nyborg Fængsel og leverede to mobiltelefoner, en savklinge og skruer til en af de indsatte.

Det oplyser Fængselsforbundet i en pressemeddelelse.

Befandt sig på fjerde etage

Den indsatte befandt sig i en celle på fjerde etage i fængslet, da han fik leveret den et kilo tunge pakke.

Men kort efter, at den indsatte havde afmonteret pakken fra dronen, blev de ulovlige genstande beslaglagt af fængselspersonalet, som havde set dronen levere pakken.

Dronen nåede at flyve væk, før fængselsbetjentene fik fat i den.

"Stærkt bekymrende"

Formand for Fængselsforbundet Kim Østerbye mener, at den nye måde at smugle ting ind fra luften er stærkt bekymrende.

- En stor drone kan med lethed smugle våben ind i fængslerne. Det kan skabe ekstremt farlige situationer. Det er godt, at indsmuglingen blev opdaget denne gang, men sådan er det måske ikke næste gang, siger han.

Han opfordrer Kriminalforsorgen til at sørge for bedre sikkerhed mod droner ved for eksempel at sikre vinduerne bedre.