29 katte groft forsømt i Nordsjælland

16x9
29 katte - to voksne hunkatte, 22 killinger og fem døde katte - er blevet groft vanrøgtet. Nu er deres ejer tiltalt. Arkivfoto. Foto: Ida Guldbæk Arentsen / Scanpix

En 50-årig kvinde er tiltalt for at have groft vanrøgtet sine 29 katte, hvoraf fem af dem var døde.

29 katte blev sidste år fjernet fra en 50-årig kvinde fra Helsingør.

I en campingvogn i udkanten af Helsingørs erhvervsområde havde kvinden boet med sine 29 katte, der bestod af to voksne hunkatte, 22 killinger og fem døde katte. Her blev der fundet beskidte tæpper, katteafføring og katteurin.

Samtidig var der - ifølge anklagen - heller ikke mad og kun begrænset vand. Det medførte, at kattene var sygeligt afmagrede, og at den ene af killingerne havde en så voldsom øjenbetændelse, at øjet var forvandlet til én stor byld. 

Nu er en retssag startet, hvor den 50-årige er tiltalt for at have groft forsømt sine levende og afdøde katte. Det skriver SN.dk.

50-årig nægter sig skyldig

I retten kom det frem, at de afdøde katte formentlig er døde af sult.

En obduktion viste såkaldte fedatrofi i indre organer og knoglemarv, hvilket betyder, at kattene var døde af sult.

På trods af beviserne i retten nægtede den 50-årige kvinde sig skyldig.

Hun nægtede i retten, at hendes katte skulle have manglet mad, vand eller relevant medicin. Hun fortalte, at hun på et tidspunkt, hvor hun levede på SU og studielån, havde brugt op mod 5.000 kroner om måneden på kattemad. Hun erkendte dog, at hun skulle have gjort mere ved den ene af kattenes øjenbetændelse.

I forbindelse med sagen har anklagemyndigheden påstået, at kvinden ikke bør have ret til at have med dyr at gøre i en periode. Lige pt har kvinden stadig katte. Hun vil dog ikke fortælle, hvor mange der er tale om.

I retten blev der nedlagt navneforbud på begæring af forsvareren Kristian Braad Jensen. Han henviste til, at netop sager om dyr giver stor opmærksomhed. Sagen fortsætter mandag i næste uge.