Serie af bombetrusler ramte Danmark

Mange bombetrusler over hele landet mandag eftermiddag. Lufthavnene i Roskilde og Tirstrup blev evakueret.

Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har klokken 18.00 anholdt en mand fra Slagelse.

Manden er mistænkt for at stå bag en lang række trusler, der mandag blev sendt til danske lufthavne, butikscentre, uddannelsesinstitutioner og sygehuse. 

Manden er i forvejen kendt af politiet, oplyser Sydsjællands Politi. Anholdelsen foregik uden større dramatik.

 Den 31-årige mand vil efter alt at dømme blive fremstillet i grundlovsforhør tirsdag.

Sidste afspærring ophæves klokken 20

To lufthavne blev mandag evakueret på grund af bombetrusler. De er omkring klokken 17 åbnet igen, uden der er fundet mistænkelige genstande.

Først på eftermiddagen blev Roskilde Lufthavn i Tune evakueret. Senere blev også Aarhus Lufthavn i Tirstrup evakueret.

Bombetrusler rammer Danmark

Også butikscentret Ro’s Torv i Roskilde blev evakueret efter en bombetrussel. Midt- og Vestsjællands Politi oplyser, at afspærringen er ophævet klokken 17.37. Der blev ikke fundet noget mistænkeligt.

Vestjællandscentret i Slagelse blev også evakueret mandag eftermiddag. Først omkring klokken 21.30 oplyser Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, at gennemsøgningen af butikscentret er slut.

Roskilde Lufthavn evakueret på grund af bombetrussel.
Roskilde Lufthavn evakueret på grund af bombetrussel. Foto: Elisabeth Thiis / TV 2

Ingen evakueringer i hovedstadsområdet

Københavns Politi oplyser, at man har modtaget flere anmeldelser om bombetrusler, som alle er sendt per mail.

Truslerne var rettet mod Københavns Lufthavn, Fields, Københavns Universitet, Rigshospitalet, Fisketorvet, Frederiksberg Centret og Copenhagen Business School (CBS).

Det har dog ikke ført til evakueringer i hovedstadsområdet, da politiet vurderede, at truslerne var grundløse.

- Der er mailet flere bombetrusler mod flere lokaliteter, og de kommer fra samme afsender. Vi har vurderet dem og tager dem ikke alvorligt, siger den centrale vagtleder hos Københavns politi til TV 2 Lorry

Også Odense Universitetshospital har modtaget en bombetrussel, men politiet valgte ikke at evakuere hospitalet. 

- Mailen kommer fra samme afsender, som de andre trusler og er meget enslydende, siger vagtchefen hos Fyns Politi til ritzau.