Uhyggelig trend er nået til Danmark: Peter blev skræmt af klovn med økse

Det begyndte som uhyggelige drengestreger i USA, men nu er klovne-trenden også nået til Danmark.

En uhyggelig trend, hvor personer klædt ud som klovne angriber og skræmmer tilfældige mennesker, har bredt sig til mange lande den seneste tid.

Og nu er den også nået til Danmark.

På vej hjem fra fodboldkamp onsdag aften blev Peter Kjærsgaard Pind i bil overrasket af en klovn ved Erritsø i Østjylland.

- Lige pludselig står der én med en klovnemaske midt ude på vejen, 50 meter længere fremme. Han stod og viftede med noget, der lignede en økse. Jeg bliver så forskrækket, at jeg hverken bremser eller gør noget, men han når heldigvis at springe til siden, siger Peter Kjærsgaard Pind til TV 2.

Her stoppede det dog ikke.

- Der kommer en vigepligt et par hundrede meter længere fremme. Der kommer en anden person i klovnedragt spænende hen mod bilen og vifter med armene. Jeg tænker, hvad fanden sker der her. Jeg har godt læst om fænomenet, men det slog mig ikke lige i situationen, at det kunne være det, siger Peter Kjærsgaard Pind.

Peter Kjærsgaard Pind blev skræmt af klovne onsdag aften i Fredericia.
Peter Kjærsgaard Pind blev skræmt af klovne onsdag aften i Fredericia. Foto: Privatfoto

Politiet har haft fat i 13-årig dreng

Peter Kjærsgaard Pind meldte ikke sagen til politiet, men da han kom hjem, kunne han i en tråd på Facebook se, at en klubpædagog skrev, at nogle havde henvendt sig og sagt, at de stod bag.

Torsdag oplyser lokalpolitiet i Fredericia til TV 2, at de har talt med en 13-årig dreng, der var klædt ud som klovn og løb rundt i området med en plastikøkse.

- Han synes selv, det her var gået lige lidt for vidt. Vi har ikke en politisag på det. Det er op til SSP-gruppen at drøfte det færdigt med drengen, men vi har også haft fat i faderen, siger Peter Balsgaard, der er vicepolitiinspektør ved Fredericia Lokalpoliti.

Han er selv overrasket over fænomenet.

- Inden det her anede jeg ikke, hvad det her handlede om, men jeg kan forstå, at det er sådan noget, der åbenbart verserer lidt rundt omkring, siger han.

Kender kun til en klovn

Ifølge Peter Kjærsgaard Pind var der flere klovne på spil onsdag aften, men politiet kender ikke til andre end den 13-årige dreng, siger vicepolitiinspektøren.

Da drengen er under den kriminelle lavalder, og der ingen politisag er, kommer der ingen straf. Hvad den i givet fald kunne have været, hvis han havde været over 15 år, og sagen var blevet taget op, ved han dog ikke.

Det kommer an på, hvilke forseelser der bliver begået. Eksempelvis om det er vold eller overtrædelse af færdselsloven, siger han.

Tilbage hos Peter Kjærsgaard Pind er der også tilfredshed med, at der ikke bliver gjort mere ved sagen.

- Jeg er sikker på, at de har fået sig en lærestreg, siger han.