Tjener kassen på sit tidligere liv: - Jeg har nok dræbt 15-16 personer

John Alite er tidligere lejemorder for mafiaen i New York, men i dag tjener han mange penge på at fortælle om sine forbrydelser.

Den ene hånd er stukket afslappet i bukselommen, og den anden hånd laver pistoltegnet samtidig med, at den peger rundt på næsten hvert gadehjørne, han går forbi:

- Jeg har nok skudt en fyr eller to på næsten hvert gadehjørne her. Derovre på ’78th street’ skød jeg nogen, og så har jeg tævet tre bikere med baseball bat dernede.

Vi bandt et reb om halsen på ham og trak ham bag en bil op langs gaden.

John Alite, tidligere kriminel.

Han fortæller med en dyb og helt rolig stemme, som var han i gang med at udpege, hvor hans barndomskammerater engang boede. Vi er i bydelen Queens i New York. Gaden hedder Woodhaven, men blev kaldt ’Deathhaven.’ Indtil for ganske få år siden, var død og voldlige overfald nemlig en fast del af bydelen.

- Området her var kendt for alle vores skyderier.  Det var også her, vi trak en fyr bag en bil, fordi han skød min ven. Vi bandt et reb om halsen på ham og trak ham bag en bil op langs gaden.

Se meget mere i Station 2

Station sætter torsdag den 13. oktober fokus på tidligere kriminelle, der nu har gjort det til sin levevej gennem bøger, foredrag og film at fortælle om sin familie. 

Du kan se hele programmet torsdag klokken 20.50.

Han hilser på gamle bekendtskaber, mens han fortsætter sine fortællinger om voldlige overfald og tørt udpeger den butik, hvor han angivelig skød sin egen fætter i benet. Woodhaven var hans område: Det var lige her, at John Alite solgte narkotika, overfaldt folk med baseball bat og slog folk ihjel. 

John Alite blev senere dømt for flere mord, men i dag er hans kriminelle fortid blevet en lukrativ forretning.

Den tidligere lejemorder viser i videoklippet herunder nogle af de steder i Queens, hvor han har myrdet og tortureret:

Drak med sit offer, før han skød ham

John Alite arbejdede for Gambino-mafiaen, der gennem mange år var en af de mest dominerende grupper inden for organiseret kriminalitet i New York. Jobbeskrivelsen var ikke som de er flest, for hans job bestod i at dræbe eller tæve folk, der ikke fulgte mafiafamiliens regler eller som skyldte familien penge.

Foran en bar i den store gade i Queens, New York stopper John Alite op. Det var her, at han begik sit første drab for mafiaen. Det var en mand ved navn George Grosso, der skulle skaffes af vejen.

- Vi havde advaret ham flere gange, men han blev ved med at tale over sig. Så jeg kørte forbi og samlede ham op og inviterede ham med til en lokal bar.

Flere andre sluttede sig til selskabet og der blev drukket tæt i baren. John Alite sørgede for, at der konstant blev serveret nye vodkashots, så snart de tomme glas havde ramt bordet, men bartenderen var blevet bedt om kun at hælde vodka i det ene glas. Det glas der tilhørte ofret George Grosso.

John Alite viste Station 2 rundt i Queens og udpegede nogle af de steder, hvor han havde begået kriminelle handlinger.
John Alite viste Station 2 rundt i Queens og udpegede nogle af de steder, hvor han havde begået kriminelle handlinger. Foto: TV 2

- Jeg havde sørget for at bartenderen hældte vand i mit glas, så det så ud som om, jeg drak vodka. Jeg ville være helt klar i hovedet, når jeg dræbte ham.

Efter et par timer med vodkashots arrangerede John Alite, at flokken skulle videre til en ny bar. Han placerede George Grosso på passagersædet i en bil, mens han selv satte sig på sædet bag George Grosso. Da bilen standsede trak John Alite en pistol og skød sit offer 2-3 gange i baghovedet.

Jeg tror, at jeg har begået 37 skyderier. Når det gælder mord, har jeg nok dræbt 15-16 personer.

John Alite, tidligere kriminel.

Når man i dag spørger ham, hvor mange mennesker han har slået ihjel, trækker han på de brede skuldre og kommer med et forsigtigt bud.

- Jeg tror, ​​at jeg har begået 37 skyderier. Når det gælder mord, har jeg nok dræbt omkring 15-16 personer. Du sidder jo ikke og tæller eller beregner, hvor mange det er.

Det præcise antal kender han ikke. I stedet siddestiller han spørgsmålet med det at spørge almindelige mennesker om, hvad de har spist til frokost de seneste år: Det vil de færreste af os kunne huske, pointerer John Alite, for det er jo hverdag og rutine. På samme måde som John Alite’s rutine var at overfalde eller slå de mennesker ihjel, der ikke fulgte mafia-familiens regler.

Fra dømt morder til mediestjerne

I 2003 blev John Alite anholdt. Han kunne se frem til at tilbringe resten af sit liv bag tremmer, men FBI tilbød ham at få nedsat sin straf, hvis han vidnede mod højtstående medlemmer af Gambino-mafiaen. I 2008 gik John Alite med til at erklære sig skyldig i to mord og medvirken til fire mord. Samtidig takkede han ja til FBI’s tilbud, og John Alite blev derfor kun idømt ti år i fængsel.

I dag har han afsonet sin straf og håber på, at han kan motivere børn og unge til at vælge en anden vej end han selv. Han har gjort det til sin levevej at fortælle om sin kriminelle fortid gennem bøger, foredrag og film. Ifølge John Alites agent, så har han en helt unik historie, som folk vil høre om.

-  John Alites fortid og historie har gjort ham til en eftertragtet person. Han har gjort ting, som folk ønsker at lære af. Og det er ikke fordi folk tænker:  'Han er så cool, fordi han dræbte folk’. Det er hans unikke historie, som folk vil vide mere om. Og hvis folk ønsker at betale for det, eller vi ønsker at tjene penge på det – så gør vi det, fortæller Johns agent Douglas Anton til Station 2.

Det koster mellem 13.000 og 16.000 kroner i timen, hvis man ønsker at booke John Alite til for eksempel et foredrag.

Lignende eksempler i Danmark

Lignende eksempler fra Danmark tæller blandt andet Peter Lundin, Jørn Jønke Nielsen, Linse Kessler, Klaus Riskjær og Brian Sandberg. De er alle sammen dømte kriminelle, der har tjent penge på at fortælle om deres kriminelle fortid.

I Storbritannien, Australien og USA findes lovgivning, der giver staten mulighed for at konfiskere overskuddet, hvis dømte kriminelle tjener penge på bøger eller film, der handler om deres kriminelle karriere, men vi har ikke lignende regler herhjemme.

I Danmark mener næsten 40 procent af danskerne, at dømte kriminelle ikke skal kunne tjene penge på at skrive bøger eller medvirke i TV-programmer, hvor de fortæller om deres forbrydelser. Det viser en meningsmåling, som Megafon har lavet for Station 2.

I Station 2 programmet ’Forbrydelse betaler sig ikke?” rejses spørgsmålet, om vi i Danmark bør have regler for, om kriminelle må tjene penge på at fortælle om deres forbrydelser.

»Man skal ikke profitere af at have begået forbrydelser«

Helle Hald, der er næstformand for foreningen 'Hjælp voldsofre' mener, at det er på tide, at vi tager en samfundsdebat, om vi i Danmark vil tillade dømte kriminelle at tjene penge på at fortælle om deres kriminelle fortid.

Det kan virke krænkende og ødelæggende for de ofte, der sidder tilbage, når dømte kriminelle tjener penge på at fortælle om deres forbrydelser.

Helle Hald, næstformand for foreningen 'Hjælps voldsofre'

- Jeg mener ikke, at kriminelle skal kunne profitere på at have begået forbrydelser. Der er jo ikke nogen tvivl om, at alle de mennesker, der igennem tiden er blevet krænket af ham eller hende, vil tænke 'det er simpelthen for dårligt. Ikke alene har du begået forbrydelser, nu tjener du også penge på at fortælle din historie', siger Helle Hald og tilføjer:

- Det kan virke krænkende og ødelæggende for de ofre, der sidder tilbage, når dømte kriminelle tjener penge på at fortælle om deres forbrydelser.

Hun understreger dog, at hun ikke mener, at man helt skal forbyde dømte kriminelle at ytre sig i bøger eller TV. Hun mener bare ikke, at de skal have lov til at tjene penge på det.

Jakob Kvist, Kreativ direktør ved Peoples Press, som blandet har udgivet to bøger om eks-rockeren Brian Sandberg, mener, at det ville komme i konflikt med ytringsfriheden, hvis der indføres et forbud i Danmark.  

- Det jo ikke forkert, at man lønner folk for deres arbejde. Når folk kommer ud fra fængslet, har de jo udstået deres straf og skal have en ny chance, så skal de også tjene penge.  Man kan ikke lovgive sig ud af det. Det, synes jeg, ville komme i konflikt med almindelig åben debatkultur og ytringsfrihed, siger Jakob Kvist

Helle Hald foreslår, at vi får kortlagt, hvor stort problemet med profitten er i Danmark. Og så skelner til, hvad man har gjort i andre lande og undersøger, hvorvidt det fungerer.

- Kunne man forestille sig at hver eneste gang, der var profit af et TV-program, af en bog eller noget andet, hvor der er nogle dømte, der deltager, så skulle man fralægge sig en eller anden profit. Det kunne man jo overveje. Hvor svært vil det være at administrere sådan en ordning? Og kigge til hvad har man i andre lande? I hvert fald er det jo altid et godt sted at starte debatten, siger Helle Hald.

John Alite slog min far ihjel – og tjener penge på det

Randy Gotterup var tre år gammel, da hans far blev myrdet.

Et mord som John Alite er dømt medskyldig i.- Han slog min far ihjel og ødelagde mit liv. Og nu har han succes med bøger og tjener penge på at have ødelagt folks familier. Det er forfærdeligt. 

Randy Gotterups far blev myrdet i 1991. Tilbage stod en ødelagt familie. Ifølge ham fik hans mor et voldsomt alkoholforbrug efter drabet og Randy og hans tre ældre søskende forsøgte at holde sammen på familien og tjene penge, så der var mad på bordet.

Han ødelagde min families liv, og vi lider stadig.

Randy Gotterup, søn til offer for John Alite.

For Randy gør det ikke nogen forskel, at John Alite betaler nogen af de penge, han tjener, til ofrene. Han mener ikke, at John Alite skal have lov til at tjene nogen som helst penge på noget, der havde med hans forbrydelser at gøre.

- Alle penge skulle gå til ofrene.  Det gør ikke nogen forskel for mig, hvem han sender pengene til; han har ødelagt mit liv, han ødelagde min families liv, og vi lider stadig. Han skriver bøger, og han tjener penge på det, og han hjælper ikke os, han hjælper ikke de andre mennesker, som han har gjort ondt, fortæller Randy Gotterup, da Station 2 møder ham i en park udenfor New York City. 

”Jeg bør kunne tjene penge på min historie”

USA er et af de lande, som har forsøgt at indføre love, der skal forhindre kriminelle i at profitere på deres forbrydelser.

Loven blev opfundet i 1970’erne, da den amerikanske seriemorder David Berkowitz, som var kendt som ”Son of Sam” blev anholdt. Han havde i løbet af et år myrdet seks mennesker og skudt syv andre i New York, hvor han spredte frygt og rædsel med de uforudsigelige angreb på tilfældige amerikanere.

John Alite mener, at han bør have lov til at tjene penge på sin historie.
John Alite mener, at han bør have lov til at tjene penge på sin historie. Foto: TV 2

Efter han blev anholdt vedtog politikerne loven ’The son of sam’, fordi de frygtede, at han ville tjene penge på at sælge sin historie til bogforlag og filminstruktører. Loven blev derfor lavet for at forhindre, at han og andre dømte kriminelle kunne profitere på deres forbrydelser og derfor ikke modtage penge, hvis de deltog i eksempelvis bøger eller et interviews.

Men i 1991 kendte den amerikanske højesteret loven for ugyldig, da den kom i konflikt med blandt andet loven om ytringsfrihed. Derfor blev loven ændret, så dømte kriminelle – ligesom herhjemme – kan fortælle om deres forbrydelser og tjene penge på det. Men i flere amerikanske stater skal pengene fra bøger og betalte interviews gå til en fond for ofre for forbrydelser og kriminalitet.

For John Alite betyder det, at hver gang han tjener penge på at fortælle om de drab, han er dømt for, skal han betale nogle af pengene til sine ofre.

Jeg synes, at det er fair. Det er en del af en livserfaring.

John Alite, tidligere kriminel

Og når man stiller ham spørgsmålet, om hvad han selv tænker om, at han i dag tjener penge på at fortælle og sin kriminelle fortid, virker han selv forundret.

- Verden er et vanvittigt sted tænker jeg, hvis jeg skal være helt ærlig. Men enten kunne jeg fortsætte med at gøre, hvad jeg plejede, hvilket var en negativ livsstil, ellers kunne jeg tage alt det negative og gøre noget med det, så andre kan lære af min historie, fortæller John Alite.

Ifølge John Alite er det netop det, der er hans motivation til at holde foredrag for børn og unge. Han ser derfor intet problem i, at han også tjener penge på at fortælle om sin kriminelle fortid.

- Jeg synes, at det er fair. Det er en del af en livserfaring. Jeg siger ikke, at jeg bør profitere af at have dræbt nogen, men jeg bør være i stand til at profitere af min livshistorie.

John Alite skal snart i gang med de sidste optagelser til filmen ’The perfect gangster’, hvor han har hovedrollen. Og så har han netop fået udvalgt det helt rigtige billede til omslaget på sin anden bog ’Surviving prison’. Han har i dag sin egen hjemmeside, sin egen agent, og så tjener han penge på bøger, film og foredrag, hvor han fortæller om sin kriminelle fortid.