Bandidos-rocker ydmyget i fængslet før trippel-drab

16x9
Bandidos-rockere på gaden i forbindelse med retssag. Foto: Bjarke Bo Olsen / Scanpix Denmark

Et højtstående medlem af Bandidos blev ydmyget i fængslet af én af de tre, der senere blev myrdet på Frederiksberg.

Da tre unge mænd 11. november 2015 blev likvideret i en lejlighed på Frederiksberg, hvor de lå og sov - ifølge Københavns Politis mistanke af mænd med relation til Bandidos - havde gruppen haft flere kontroverser med folk fra rockergruppen, end der hidtil har været offentligt kendt.

Det fortæller kilder med indsigt i rocker- og bandemiljøet nu til TV 2.

Kilderne ønsker at være anonyme af hensyn til deres sikkerhed.

De tre dræbte mænd var en del af slænget i en gruppe fra Vanløse - internt kaldet 'Holdet' - der blandt andre også talte tidligere bandefolk fra indvandrergruppen Loyal To Familia.

Flere fra gruppen er dømt for at have taget del i et gadeslagsmål i Vanløse, der i 2012 kostede Jon Patorra livet.

Offret havde familiemæssige bånd til Bandidos, og det kom frem under retssagen, at der forud for slagsmålet havde været uoverenstemmelse mellem i hvert fald den dræbte og én fra det, der siden blev til Vanløse-gruppen.

Bandidos' navn blev nævnt adskillige gange under sagen, ligesom flere rockere fulgte sagen fra tilhørerbænken ved Retten på Frederiksberg.

Det har også tidligere været fremme, at der i slutningen af oktober 2015 - altså et par uger inden drabet - var et møde mellem 'Holdet' og folk fra Bandidos.

Udgangen på mødet var, at en lokal krigsminister blev stukket ned.

Kilder beretter nu til TV 2, at der forud for mødet havde været flere episoder bag tremmerne i Vestre Fængsel mellem folk fra 'Holdet' og fra Bandidos.

Ved en lejlighed fik en Bandidos-supporter bank.

Ved en anden lejlighed blev en nu 35-årige højtstående Bandidos-rocker ydmyget.

En række unge mænd fra 'Holdet' var på det tidspunkt varetægtsfængslet og sigtet for at have solgt hash og besiddet et skydevåben i forening.

I hvert fald én af de tre dræbte var placeret i Vestre Fængsel. Kilderne beskriver, at manden fra 'Holdet' bag tremmerne stødte på den højtstående rocker, der var på gårdtur.

Kilderne beskriver, at de to mænd stod helt tæt op ad hinanden ved et hegn, og at den unge fra 'Holdet' her havde held til at kaste indholdet fra en plastikflaske ud over rockeren.

TV 2 har tirsdag været i kontakt med den 35-årige rocker, der bekræfter episoden. Han har dog aldrig været sigtet eller anholdt i sagen.

- Bare fordi der har været noget, er det jo ikke min skyld, at han er død, siger rockeren, som samtidig udtrykker vrede mod den unge mand fra 'Holdet'.

- For min skyld kunne han brænde op i helvede. Jeg er fuldstændig ligeglad, siger han.

Den 35-årige rocker har tidligere vist sig frem på sociale medier iført en vest, hvor der står "Expect No Mercy", "TCB" og "Nomad".

Nomad - eller nomade - betyder, at den 35-årige ikke er knyttet til en bestemt klub, men rejser rundt i hele Europa og hjælper andre afdelinger.

En tidligere Bandidios-præsident fra Næstved, der selv var blevet nomade, udtrykte det for nogle år siden således under en retssag:

- Det er ikke en degradering at gå fra at være præsident til at være nomade.

Under en retssag i 2015 kom det frem på en aflytning, at "Expect No Mercy" gives til medlemmer af Bandidos, der har 'udgydet blod for klubben'.

Mærket "TCB" står derimod for "Taking Care of Business".

At den 35-årige bærer dette mærke har politiet også dokumenteret i retten. Det skete i 2013, da Københavns Vestegns Politi retsforfulgte en række mænd for våbenfund, der var gjort i klubben.

Bandidos var ifølge politiet dengang i konflikt med indvandrergruppen Brothas Souljaz, som med nogle ugers mellemrum var mistænkt for at have skudt mod Bandidos' klubhus i Hvidovre.

- Bandidos har blandet sig i vores interne sager. Det svarer til, at naboen blander sig i ens private affærer. Derfor har vi gennemhullet deres klubhus, sagde en repræsentant fra Brothas Souljaz til Ekstra Bladet i maj 2013.

Under en ransagning af klubhuset i Hvidovre fandt politiet både skydevåben og billeder af flere mænd fra Brothas Souljaz.

Den 35-årige var ikke selv på anklagebænken i sagen, men hans navn blev nævnt flere gange.

En analytiker fra Nationalt Efterforskningscenter under Rigspolitiet, NEC, som overvåger rocker- og bandeområdet i Danmark, oplyste under sagen, at skyderierne fik Bandidos til at pønse på gengældelse, og at det var folk med "TCB" på vesten, der skulle styre dette.

- NEC er bekendt med, at Bandidos på grund af konflikten indkaldte TCB-gruppen. TCB står for Taking Care of Business. I krisesituationer indkaldes TCB, der sammen med chapterets sergeant of arms planlægger og koordinere aktiviteter og indhenter oplysninger om modparten. Det er NEC´s vurdering, at tiltalte (navn fjernet, red.) og (den 35-årige, red.) skulle lede hver deres aktionshold, der skulle udføre gengældelsesaktioner med Brothas Souljaz, står der i dombogen fra sagen.

- Det er NEC´s vurdering, at gengældelsesaktioner ville bestå i personfarlige angreb mod Brothas Souljaz medlemmer, og der er efterretninger om, at navngivne personer i Brothas Souljaz var udpeget som mål. Dette bestyrkes ved fund af fotos af Brothas Souljaz medlemmer i klubhuse.

Den 35-årige har aldrig været på anklagebænken og forsvare sig mod anklagerne.

Tirsdag blev en 55-årig mand dømt for at have solgt et af de våben, som efter politiets opfattelse blev brugt under likvideringen.

Seks personer blev i april 2016 anholdt og sigtet for drab og medvirken til drab. To af dem var fuldgyldige medlemmer af Bandidos, har politiet oplyst.

En af dem begik siden selvmord i arresten.

Sagen mod de resterende fem efterforsket fortsat. Alle nægter sig skyldige.