Skudsåret betjent uden for livsfare - er begyndt at genoptræne

16x9
En politirazzia på Christiania endte tragisk 31. august, da tre mennesker blev skudt af en formodet hashhandler. Arkivfoto. Foto: Martin Sylvest Andersen / Scanpix

En betjent, der blev skudt i hovedet på Christiania, er uden for livsfare.

Den politibetjent, der blev skudt i hovedet under en aktion på Christiania, er uden for livsfare og har påbegyndt et længere genoptræningsforløb. 

Det fortæller Københavns Politi i en pressemeddelelse om begge de sårede betjentes tilstand. 

En betjent blev skudt i benet og én i hovedet under aktionen på Christiania 31. august, hvor også en lokal blev ramt.

Betjentene ville anholde en formodet hashhandler - den nu afdøde 25-årige Mesa Hodzic - da den unge mand trak en pistol og skød betjentene. 

- Den hårdest sårede betjent er nu uden for livsfare, og et langt genoptræningsforløb er påbegyndt, skriver Københavns Politi.

Graviditet forløber planmæssigt

Det tilføjes endvidere, at hans kærestes graviditet forløber planmæssigt. 

- Familien takker for den støtte og opbakning, som kollegaerne og befolkningen har udvist. Familien ønsker nu ro til genoptræningen, lyder det videre i pressemeddelelsen. 

Betjenten svævede længe i livsfare efter hændelsen på Christiania og lå blandt andet i koma i flere uger efter. 

Skal bearbejde hændelsen

Betjenten, der blev skudt i benet, er stadig sygemeldt.

Der kan gå op til halvandet år, før han finder ud af, hvor slemme mén, han får efter skudepisoden, da en nerve i benet blev beskadiget. 

- Han er netop blevet opereret igen, og der forestår et længere genoptræningsforløb, lyder det fra Københavns Politi, der også beder om ro til betjenten, der skal bearbejde hændelsen og gennemføre sin genoptræning.