600 fynske betjente afbryder samarbejde med chefen: - Jeg beklager det

16x9
600 fynske betjente afbryder samarbejdet med Kit Claudi Grøn-Iversen. Foto: Bjarne Luthcke / Scanpix Denmark

Kit Claudi Grøn-Iversen har været politidirektør på Fyn siden 2015. Det må høre op, mener betjente.

Fyns Politiforening har ikke længere tillid til politidirektør Kit Claudi Grøn-Iversen og afbryder derfor samarbejdet.

Det oplyser politiforeningen onsdag til Fyens Stiftstidende.

Formand Steffen Daugaard forklarer på vegne af foreningens 600 medlemmer, at man hverken har tiltro til politidirektøren eller hendes ledelsesstil.

- Samarbejdet har gennem nogen tid været illusorisk, anstrengt og langt fra reelt. Der har ikke været nogen vilje til at give politiforeningen reel medinddragelse, siger Steffen Daugaard til Fyens.dk.

Pind skal vurdere sagen

Politidirektøren er blevet orienteret om politiforeningens mistillid. Hun beklager, at de 600 fynske betjente har stoppet samarbejdet og lover at lytte til kritikken.

- Jeg beklager det. Jeg må jo kigge på mig selv og se om kritikken er berettiget. Jeg må lytte til hvad de siger om min ledelsestil, siger Kit Claudi Grøn-Iversen til TV 2/FYN.

Det er justitsminister Søren Pind (V), der udpeger politidirektørerne. Derfor er det også ham, der beslutter, om mistillidserklæringen fra de fynske betjente skal have konsekvenser.

Meldingen fra kommunikationsafdelingen i Justitsministeriet er onsdag, at "han har en travl kalender", og at "han som regel ikke udtaler sig om personalesager", skriver Fyens.dk.

Kit Claudi Grøn-Iversen har siddet i jobbet som politidirektør siden 1. september 2015. På trods af den begrænsede regeringstid er det ikke første gang, at hun kritiseres offentligt for sit arbejde.

I december sidste år kritiserede Folketingets Ombudsmand således direktøren for at komme med forkerte udtalelser om de ansattes ret til at ytre sig.

Irettesættelsen skyldtes udtalelser til Fyns Amts Avis om landbetjente på Ærø.

'Beklagelig' udtalelse

Hun udtalte sig på en måde, som kunne skabe usikkerhed blandt de ansatte om deres ret til ytre sig - også kritisk - om forhold inden for eget arbejdsområde, fastslog ombudsmanden.

Til avisen sagde politidirektøren blandt andet, at landbetjentene på Ærø "må stort set sige alt, når jeg er klar over, hvad de siger, og kritik er rejst internt først."

Men det stemmer ikke med de regler, der gælder. Derfor fandt ombudsmand Jørgen Steen Sørensen politidirektørens udtalelse "meget beklagelig."

I den seneste tid har flere højtstående medarbejdere forladt deres arbejde i Fyns Politi.