75 kilo hash fundet under taget i Operahuset

16x9
Politiet fandt en stor mængde hash i Københavns Operahus, men har ikke kunnet finde ud af, hvor det er er kommet fra. Foto: Københavns Politi

Politiet fandt tilbage i februar næsten 75 kilo hash i Operahuset i København, men melder det først ud nu.

13. februar i år fandt Københavns Politi næsten 75 kilo hash i Operahuset i København. Det bekræfter politiet over for TV 2.

Fundet blev gjort helt oppe under taget i bygningen på et ufremkommeligt sted.

Årsagen til, at fundet er blevet holdt hemmeligt i over syv måneder er, at politiet ville efterforske, hvor hashen stammede fra. Herunder, om den havde relation til den organiserede hashhandel på Christiania.

Men ifølge Ekstra Bladet har politiet nu udtømt alle spor i efterforskningen uden resultat. Den store mængde hash bliver derfor registreret som hittegods.