Svinkløv Badehotel brændt ned til grunden i nat: - Det er simpelthen så tragisk

Ingen personer er kommet til skade, men hotellet er nu brændt helt ned, oplyser politiet.

En voldsom brand har natten til mandag hærget Svinkløv Badehotel ved Fjerritslev i Nordjylland, og mandag morgen er hotellet brændt helt ned til grunden.

Se mere video på Localeyes.dk

- Det er brændt helt ned nu - der er ikke noget, der er mere end to meter højt, sagde vagthavende ved Nordjyllands Politi, Poul Badsberg, klokken 05.15 mandag.

Branden er formodentlig opstået i kælderen og er efterfølgende brudt igennem taget. 

De omkring 70 gæster, der befandt sig på hotellet, da branden brød ud, er alle evakueret. En gravid kvinde er blevet kørt på hospitalet til observation, men ingen er kommet alvorligt til skade.

Beredskabet kæmpede forgæves mod flammerne, der resulterede i, at badehotellet nedbrændte fuldstændigt.
Beredskabet kæmpede forgæves mod flammerne, der resulterede i, at badehotellet nedbrændte fuldstændigt. Foto: Local Eyes. / Local Eyes.

- Enkelte dele står tilbage

Politiet modtog anmeldelsen om branden klokken 00.48 natten til mandag, og kort efter påbegyndte et stort opbud af brandfolk at slukke branden.

- Brandvæsenet i Fjerritslev har fået assistance fra brandvæsenet i Brovst og Løgstør samt fra beredskabet i Thisted, så der er rigtig meget brandvæsen derude, fortalte Poul Badsberg.

Til DR Nordjylland fortæller leder af Nordjyllands Beredskab, Ole Leonhard, at bygningen mandag morgen er næsten udbrændt.

- Det gik meget stærkt. 

- Huset er næsten brændt ned til grunden. Der står nogle enkelte dele, som er opført i murværk tilbage, og så har vi efterslukning i gang i terrænet ude omkring hotellet, siger han.

Det vides endnu ikke, hvad der startede branden.
Det vides endnu ikke, hvad der startede branden. Foto: Local Eyes

Håber at kunne bygge det op igen

Borgmesteren i Jammerbugt Kommune, Mogens Gade (V), er ualmindelig trist over nattens begivenheder.

- Det er helt ubeskriveligt trist, når vi selvfølgelig ser bort fra, at ingen mennesker er kommet noget til.

- Vi har mistet et fyrtårn og en del af vores rødder. Svinkløv Badehotel er en perle, som i den grad har været med til at markedsføre området, siger han og tilføjer, at hotellet gennem tiderne også har givet mange mennesker i området smør på brødet. 

Alle personer blev reddet ud af den brændende bygning i tide.
Alle personer blev reddet ud af den brændende bygning i tide. Foto: Local Eyes. / Local Eyes.

Direktør i VisitNordjylland, Lars Enevold Pedersen, fortæller, at hotellet har haft stor betydning for både lokale og turister.

- Det er meget trist for hele Nordjylland. Svinkløv Badehotel er et ikon for dansk turisme og står for nogle værdier, som vi mister. Det er faktisk uerstatteligt, siger han.

Brandmænd fra Thisted, Brovst og Løgstør deltog i slukningsarbejdet ved Svinkløv Badehotel.
Brandmænd fra Thisted, Brovst og Løgstør deltog i slukningsarbejdet ved Svinkløv Badehotel. Foto: Local Eyes. / Local Eyes.

Lars Enevold Pedersen håber, at det er muligt at bygge hotellet op igen.

- Det er op til ejerkredsen at vurdere, hvad der kan lade sig gøre, men jeg håber, at man kan bygge det op. Jeg synes i hvert fald, at man skal undersøge mulighederne, siger han.

Hotelgæster evakueret og genhuset

Svinkløv Badehotel er opført i 1925 af danskamerikaneren Carl Brix Kronborg, der vendte hjem til Danmark efter krigen.

Ifølge politiet er branden formentlig opstået i køkkenet i kælderen. Brandårsagen er endnu ukendt.

De 30-50 gæster, som har valgt ikke at tage hjem, blev genhuset på Rønnes Hotel i Fjerritslev omkring tre kilometer fra Svinkløv.

Svinkløv Badehotel, der også er Danmarks største træbygning, har siden 2015 været drevet af parret Louise og Kenneth Toft-Hansen.

Sådan så det historiske hotel ud inden branden.
Sådan så det historiske hotel ud inden branden. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark