Killinger tapet ind i kasse og smidt i sø: De fik et sidste måltid - gift

Dyrenes Beskyttelse rykker ud, da fire killinger bliver fundet døde i en kasse i et gadekær. Generelt bliver stadigt flere dyr dumpet, lyder det.

Den gennemsigtige kasse er fyldt med vand, da han fisker den op af søen. Fundet er trist.

- Der er foder i kassen, og kattene ligger på en måde, har en kropsholdning, som jeg ikke umiddelbart kan sidestille med, at de skulle have kæmpet for at komme ud af den her kasse, siger Tobias Holm, der er Kredsformand hos Dyrenes Beskyttelse.

Han er rykket ud på baggrund af et opkald fra en dame, der kunne berette om en kasse med killinger, der angiveligt var druknet.

- Der er gaffatape på kassen, så der er ikke nogen tvivl om, at det er en overlagt handling, konstaterer han og tilføjer:

- De er jo ikke hoppet herop i af sig selv!

Episoden er en del af tredje afsnit at 8. sæson af dokumentarprogrammet 'Razzia', der bliver sendt på TV 2 onsdag kl. 20.50.

Tobias Holm fortæller, at de værste sager, de kan komme ud til, det er, når folk har påført dyr smerte, lidelse og død. Han undrer sig over, at der er fodder i kassen med killingerne.
Tobias Holm fortæller, at de værste sager, de kan komme ud til, det er, når folk har påført dyr smerte, lidelse og død. Han undrer sig over, at der er fodder i kassen med killingerne. Foto: TV 2

En obduktion er nødvendig

For at komme dødsårsagen nærmere skal kattene med den triste skæbne obduceres. Samtidig ønsker Tobias Holm fra Dyrenes Beskyttelse at finde ud af, hvor dyrene hører til.

- Jeg vil gerne prøve og undersøge, om jeg kan finde ud af, hvem der ejer kattene, for der ligger jo en eller anden ond handling bag det her, siger han og scanner for, om kattene er chipmærket, så ejeren eventuelt kan findes i katteregistret.

Afgørende for den videre sagsbehandling er nu obduktionen, der skal finde sted på Roskilde Internat.

Kattene er tilsyneladende ikke chipmærket og kan derfor ikke findes i katteregisteret.
Kattene er tilsyneladende ikke chipmærket og kan derfor ikke findes i katteregisteret. Foto: TV 2

Mange ser stort på dyreværnsloven

Foreningen ’Dyrenes Beskyttelse’ rykker ud, når der er mistanke om dyr i nød – alene i 2015 blev det til 60.000 assistancer til nødlidende dyr. Dyrenes Vagtcentral fik 108.000 opkald om dyr i nød i 2015.

Dyreværnsloven, der har eksisteret i Danmark i 100 år, har ellers til formål at sikre, at dyr ikke lider vanrøgt.

Jeg vil gerne prøve og undersøge, om jeg kan finde ud af, hvem der ejer kattene, for der ligger jo en eller anden ond handling bag det her.

Tobias Holm, Kredsformand, Dyrenes Beskyttelse.

Vagtcentralleder hos Dyrenes Beskyttelse, Claus Viingaard, fortæller, at de desværre konstaterer, at de får flere og flere sager med dumpede dyr generelt. Kattene har de allerflest sager på, men også kaniner og marsvin.

Ved 'dumpet' forstås, at man eksempelvis efterlader dem i en kasse ude i skoven eller på en bezintank med et skilt på. Eller at man afliver dyrene på egen hånd.  

- I august og september alene har vi haft fem sager med katte og fire sager med killinger, fortæller Claus Viingaard til TV 2.

Han tilføjer, at de i år til dato har haft 101 sager med killinger og 168 sager med katte.   

I 2015 rykkede Dyrenes Beskyttelse ud 60.000 gange, hvor der var mistanke om dyr i nød. Dyrenes Vagtcentral, der har nummeret 1812, fik 108.000 opkald..
I 2015 rykkede Dyrenes Beskyttelse ud 60.000 gange, hvor der var mistanke om dyr i nød. Dyrenes Vagtcentral, der har nummeret 1812, fik 108.000 opkald.. Foto: TV 2

Planer om dyrepoliti 

Socialdemokraterne meldte i juni 2015 ud, at de ikke mener, at indsatsen mod vanrøgt og mishandling af dyr i Danmark er god nok. Partiet forelslog at oprette en ny central specialenhed under Rigspolitiet, der skal have særligt fokus på dyrevelfærd. Strengere straffe for vanrøgt af dyr var også på dagsordenen. Hør mere i klippet herunder:

Partierne bag det seneste politiforlig (regeringen, Socialdemokraterne, Dansk Folkeparti, Liberal Alliance og Det Konservative Folkeparti, red.), nedsatte en arbejdsgruppe, der skal vurdere, hvordan politiets indsats mod vanrøgt og mishandling kan styrkes.

Partierne har aftalt at mødes om sagen for at træffe en politisk beslutning inden folketingets åbning i næste måned, hvor forslag atter kan blive behandlet.  

Dansk Folkeparti foreslår, at dyrepolitiet i første omgang skal etableres for en to-årig forsøgsperiode. Hvis det bliver en succes, skal finansieringen efterfølgende findes på finansloven.

Ufordøjet mad i mavesækken

For at komme kattenes dødsårsag nærmere skærer dyrlægen på Roskilde Internat lungerne ud og putter dem i et vandbad. Hvis lungen er vandfyldt, vil den søge mod bunden, ellers lægger den sig i overfladen.

- Der er stadigvæk luft i den der. Det er der også i den der. De flyder alle sammen. Den er ikke druknet, konstaterer den kvindelige dyrlæge, hvis navn ikke bliver oplyst i 'Razzia.

Kattene må altså være blevet bedøvet eller aflivet, inden de blev puttet i søen. Dyrlægen forklarer Tobias Holm, hvilke overvejelser hun gør sig, imens hun obducerer.

- De har spist lige op til de er døde. Der er piller her, der slet ikke er fordøjede nede i mavesækken. Det var dog vildt, hva', siger hun og fortsætter:

- Så det er en meget pludselig død, må man sige, når man stadig har mad i munden. Kunne det være forgiftning, tænker man lidt – har de forgiftet maden?

Dyrlægen finder noget, der kunne minde om et stykke kød i en af kattene. Det har en anderledes farve, hvilket indikerer, at der måske kunne være kommet noget i, som ikke bare er tørkost.

De tager en prøve af maveindholdet, som skal sendes til undersøgelse for at klarlægge, om kattene er blevet forgiftet.
De tager en prøve af maveindholdet, som skal sendes til undersøgelse for at klarlægge, om kattene er blevet forgiftet. Foto: TV 2

En opklaring bliver vanskelig

Selvom der bliver lavet en politianmeldelse, forklarer Tobias Holm, at deres eneste mulighed for at finde frem til gerningspersonen er, hvis de får et tip, eksempelvis et anonymt tip.  

- Der vil ikke være nogen længere efterforskning af det her, man vil ikke begynde at tage fingeraftryk af kassen eller lignende, det er der simpelthen ikke ressourcer til hos politiet, fortæller han og reflekterer over den måde, nogle mennesker behandler deres dyr på.

- Én ting er, at man ønsker at få aflivet sine dyr. Hvis man skal det, så må man gå til en fagperson. Men at man vælger at aflive dem, proppe dem i en transparent kasse og dumpe dem i en nærliggende sø, det kan jeg simpelthen ikke sætte mig ind i, siger Tobias Holm.

Formålet med maveindholdsprøven var at teste for diverse narkotiske stoffer i kattene. Men dyrlægen fra Roskilde Internat kom umiddelbart ikke sagen nærmere, da resultatet af prøven var negativ.

- Det kunne lige så godt have været narko, hård narko vi skulle have været ovre i, Men vi er stadigvæk overbeviste om, at de på en eller anden måde har været bedøvet, vi kan bare ikke finde kilden, siger hun.

Den maksimale straf for en forbrydelse af ovenstående karakter er to års fængsel.

Ifølge presschef for Dyrenes Beskyttelse, Claus Nielsen, er sagen med de fire døde katte blevet henlagt hos polititet – de har altså ikke kunnet finde frem til en gerningsmand. Det fortæller han til TV 2.

Vagtcentralleder hos Dyrenes Beskyttelse, Claus Viingaard, fortæller, at de skal gøre, hvad de kan for at oplyse om, at når man påtager sig et ejerskab, skal man også være klar over, at man påtager sig et ansvar. Og det er der ifølge Claus Viingaard ofte økonomiske omkostninger forbundet med. 

- Man skal tænke sig meget om, inden man anskaffer sig et dyr, siger han.  

'Razzia' var i andet afsnit af 8. sæson med på aktion på Egeskov Marked på Fyn. Formålet er at dæmme op for ulovligt videresalg af kopivarer, der forgår i stor stil på det årligt tilbagevendende kræmmermarked. Bliv klogere herunder:

Du kan se tredje afsnit af 8. sæson af Razzia onsdag kl. 20.50 på TV 2 eller på TV 2 PLAY her.