Anklager: Pædofil forsøgte at købe et spædbarn

16x9
Torben Kjærhus Larsen blev i marts dømt for seksuelle overgreb mod fire børn fra Randers. Han havde desuden været i besiddelse af store mængde børneporno, som han havde delt. Han fik seks års fængsel. Foto: Scanpix / Scanpix

49-årig pædofilianklaget mand havde forberedt sig på køb af rumænsk spædbarn. Derfor bør dommen skærpes fra seks års fængsel til forvaring.

Det var ikke en almindelig ferietur, da en 49-årig mand fra Randers tog til Rumænien i sommeren 2010. 

Formålet var at købe et rumænsk spædbarn, som den 49-årige Torben Kjærhus Larsen kunne misbruge seksuelt, når han havde lyst. 

Sådan lød det onsdag fra anklager Dorte Sørensen, da hun indledte sin procedure i Vestre Landsret i Viborg. 

Anklageren ønsker en strengere straf

Torben Kjærhus Larsen blev i marts idømt seks års fængsel ved Retten i Randers for besiddelse og udbredelse af børnepornografisk materiale. 

Han blev også dømt for seksuelle overgreb mod fire navngivne børn fra Randers. Men han blev frifundet for det forhold, der var en hjørnesten i sagen - anklagen om at tage til Rumænien med den hensigt at købe et barn. 

Dommen blev anket af anklageren, der nu gør et nyt forsøg på at overbevise de tre juridiske dommere og tre domsmænd i landsretten om, at han også bør dømmes for forsøg på menneskehandel. 

Manden "pralede* om købet af et barn

Anklagen bygger på korrespondance mellem to af den tiltaltes venner.

Den 49-årige har selv afvist beskyldningen som ren "pralesnak". Men anklageren mener, at den tiltalte havde et klart motiv og havde forberedt sig på købet. 

Motivet var ifølge anklageren, at den 49-årige i sommeren 2010 ikke længere havde adgang til samvær med en mindreårig pige, som han tidligere har erkendt at have forgrebet sig på seksuelt. 

Den tiltalte havde ifølge anklageren hævet 20.000 kroner forud for turen. Derudover fik han overført 20.000 kroner af sin mor og ekssvoger under det fire uger lange ophold i Rumænien. 

At købet af barnet ikke blev til noget skyldes ifølge anklageren, at rumænske sigøjnere snød ham og tog hans penge. 

Anklagede har ikke været påvirket af sagen 

Den tiltalte har siddet varetægtsfængslet, siden han blev anholdt 5. juni 2014. Han har ikke hidtil udvist større følelsesmæssig påvirkning under sagen. Men to timer inde i anklagerens procedure meddelte hans forsvarer, Mikkel Cramer, at hans klient ikke "var helt på dupperne". 

Den tiltalte blev derefter ført tilbage til arresten for at komme sig, mens proceduren fortsatte i retten. Torsdag er det forsvarerens tur til at procedere. Der ventes dom i sagen fredag 30. september.