Jublede da de hårdkogte pushere forsvandt - nu sælger beboerne selv hash til danskerne

​Blot en uge efter, at to betjente blev skudt på Christiania, fortsætter hashhandlen helt åbenlyst, men nu er det christianitterne selv, der står bag.

Hashklumper sælges fortsat helt åbenlyst på Christiania, selv om christianitterne har pillet Pusher Street ned og bedt gæster om at købe deres hash et andet sted.

Det kan Station 2 fortælle efter at have været til stede på Christiania hver dag, siden de fatale skud lød onsdag aften i sidste uge. To betjente og en polsk mand blev ramt.

- De sælger hash herinde, som var det jordbær. Man får fornemmelsen af at være på et stort grøntmarked, hvor der bliver råbt "kom og køb". På Christiania er det bare 'hash', 'tjald' og 'weed', der bliver tilbudt, siger Kristian Bech, der er vært på Station 2.

Christianitterne har i forbindelse med rydningen af Pusher Street slået fast, at de ikke vil huse hele Danmarks hashhandel, og at de vil have de fremmede – og mere hårdkogte – pushere ud af fristaden.

- Vi har brug for Danmarks hjælp. Hvis I vil støtte Christiania, så køb jeres hash et andet sted, lød budskabet fra Christianias talsmand, Risenga Manghezi, kort efter, at christianitterne havde jævnet Pusher Street med jorden.

Talsmand: Det er usolidarisk

Station 2 har de seneste dage talt med både pushere og beboere fra Christiania, som alle oplyser, at det nu er christianitterne selv, der står for salget.

Og med tilråb som ”hash, weed, hash, weed” foregår salget helt åbenlyst. Station 2 har selv observeret, at pusherne sidder frit fremme med hashen. Handlen har bare spredt sig ud til flere kroge af Christiania.

- Jeg skal ikke gøre mig klog på, hvem det er, der sælger hash rundt omkring i hjørnerne nu. Der er en fællesmødebeslutning om, at vi opfordrer alle til at købe deres hash et andet sted, og hvis der er nogen, der så vælger at gå ud over det, og sælger hash, så er det klart usolidarisk i forhold til det fællesmøde, siger talsmanden.

Thorkild Fogde, der er politidirektør hos Københavns Politi, er ikke overrasket over, at hashsalget fortsætter på Christiania.

- Vi ved, at selvjustits er en svær ting, og det er derfor, at samfundet stiller retsvæsen og politi til rådighed for dem, der ønsker at benytte sig af det, siger politidirektøren til TV 2.

Selv om Københavns Politi i den forgangne uge ikke har gjort konkrete tiltag for at fjerne hashsalget, har Thorkild Fogde flere konkrete forslag klar.

- Jeg håber og tror på, at det går den rigtige vej nu, og det her lige er en overgangsfase, vi selvfølgelig må se i en periode. Det (rydning af hashsalg, red.) er ikke gjort med den her rydning. Der skal mere til. Og vi kommer med et katelog af forslag. Det kan godt være, vi bliver nødt til at have video op i Pusher Street for at få det under kontrol, så er det sådan noget, vi må diskutere.

Kameraer er fortsat forbudt

Meget symbolsk maler christianitterne lyserøde hjerter over 'foto-forbudt'. Men det er stadig ikke alle fotografer, der er velkomne.
Meget symbolsk maler christianitterne lyserøde hjerter over 'foto-forbudt'. Men det er stadig ikke alle fotografer, der er velkomne. Foto: Asger Ladefoged / Scanpix Denmark

Ifølge christianitterne eskalerede tingene på Christiania, fordi der var kommet pushere ind udefra, som ikke havde en personlig tilknytning til stedet.

Hvis du stiller kameraet over mod pusherne, så vender de sig om, eller også får du problemer

Kristian Bech, vært på Station2

Det har betydet, at christianitterne ikke selv har haft kontrol over hashhandlen, og at miljøet er blevet mere hårdkogt og kriminelt. I månederne op til skudepisoden har der blandt andet været flere razziaer, der har medført voldsomme sammenstød mellem betjente og pushere.

Men selv om christianitterne nu har hevet camouflagenet og boder ned, og selvom de har revet skiltene ned, der forbød folk at fotografere, så er det stadig ikke muligt for TV 2 at vise det åbenlyse hashsalg.

Pusherne tillader ganske enkelt ikke, at man filmer det åbenlyse salg og dem:

- De siger det ikke direkte, men man forstår godt et vink med en vognstang. Hvis du stiller kameraet over mod pusherne, så vender de sig om, eller også får du problemer, siger Kristian Bech, som søndag var nødt til at forlade Christiania, fordi stemningen blev for anspændt.

I aften viser Station 2 dokumentaren ”Otte dage der ændrede Christiania”. Den bliver sendt på TV 2 klokken 20.50.