Skudmand brugte samme pistol på Christiania og i Tårnby

16x9
Den formodede gerningsmand, Mesa Hodzic, er erklæret død. Foto: Københavns Politi

Ifølge politiet var det den samme pistol, der blev brugt på Christiania og i skudveksling i Tårnby.

Da en mand onsdag aften skød og ramte to politifolk og en civil person på Christiania, var det samme pistol, som blev brugt torsdag morgen i forbindelse med mandens anholdelse i Tårnby.

Det fortæller Jens Møller, vicepolitiinspektør hos Københavns Politi.

- Vi har lavet en sammenligning af de hylstre, som er fundet på Christiania og dem, der blev fundet på Vinkelhusene, og der er et sammenfald, siger han på et pressemøde fredag middag.

Skudt under rutineopgave

Politifolkene blev skudt under en rutineopgave på Christiania, da gerningsmanden pludselig trak sit våben.

Den ene politibetjent er i livsfare, mens den anden betjent og den civile overlever.

- Vi har afhørt den ene betjent, siger Jens Møller.

Sigtet død inden afhøring

Den mistænkte i sagen, 25-årige Mesa Hodzic, blev efter en intens menneskejagt anholdt i Tårnby på Amager tidligt torsdag 1. september.

Han bliver skudt af politiet i forbindelse med anholdelsen og dør natten til fredag af sine kvæstelser.

Jens Møller oplyser, at politiet ikke nåede at afhøre den sigtede.

Mesa Hodzics lig skal nu obduceres. Det oplyser Kirsten Dyrman, direktør i Den Uafhængige Politiklagemyndighed til Ekstra Bladet

- Vi anmoder, om at få den afdøde obduceret, fordi det giver os oplysninger om, hvordan han er ramt, og hvad den egentlige dødsårsag er, siger Kirsten Dyrman til Ekstra Bladet.

Foruden obduktionen undersøger Den Uafhængige Politiklagemyndighed også, om politiet har håndteret anholdelsen korrekt i forhold til magtanvendelse.