Derfor lukker christianitter Pusher Street

Beboerne på Christiania vil standse hashhandlen fredag, oplyser en talsmand.

Hashhandlen på Pusher Street på Christiania skal stoppe nu.

Sådan lyder meldingen fra beboerne på Christiania, efter de mødtes til et flere timer langt møde torsdag. Det fortæller talsmand Risenga Manghezi til TV 2.

- Vi kommer til at handle på dette i dag. Vi vil gøre et forsøg på at lukke Pusher Street, siger han.

Nedlukningen af hashhandlen på den landskendte gade på Christiania midt i København begynder klokken ni.

- Vi kan gøre noget. Men der er så mange interesser, at vi ikke alene kan sørge for, at der ikke igen opstår hashhandel på Christiania. Enten igennem de pushere, som er der normalt, eller ved at der kommer andre mennesker til. Det er et supermarked, vi lægger gader til.

Risenga Manghezi vil dog ikke love, at en rydning af Pusher Street betyder, at hashhandlen på Christiania vil forsvinde helt i fremtiden.

- Det er et skridt på vejen, siger han. 

Find et andet hash-sted

Allerede torsdag aften opfordrede christianitterne den danske befolkning til at finde et andet sted at købe hash.

- Christiania kan ikke tage ansvar for at huse hele Danmarks hashhandel. Vi kan fjerne boderne, men vi kan ikke sørge for, at de bliver væk, og at de ikke kommer tilbage, sagde Risenga Manghezi og uddybede:

- Det har vi brug for hele Danmarks hjælp og opbakning til.

Derudover brugte christianitterne også muligheden for at tage kraftigt afstand fra den vold, der fandt sted på Pusherstreet onsdag aften.