Christianitter jubler over rydning af Pusher Street: - Vi har fået nok

Efter år med uroligheder, politirazziaer og nu også skyderier er beboerne på Christiania glad for at sige farvel til Pusher Street.

- Vi har behov for, at nogen tager skeen i den anden hånd derude. 

Sådan lød beskeden torsdag fra justitsminister Søren Pind (V) til beboerne på fristaden Christiania, efter to betjente og en turist onsdag var blevet skudt. Og noget tyder på, at christianitter har lyttet.

Efter et beboermøde har de fredag morgen i samlet flok ryddet Pusher Street og revet hashboderne ned. Det får ros med på vejen fra politikerne, men også christinitterne selv jubler over nedrivningen.

- Jeg bliver helt glad. Det er helt rart at tænke på, at nu skal den væk, for vi er jo hele tiden gået ind for at få et sikkert Christiania. Det har det bare ikke været længe, siger Bertram Jørgensen.

- Nu har vi fået nok

Klokken ni fredag morgen gik aktionen i gang, og bevæbnet med bulldozer og værktøj gik christianitterne løs på boderne, der blev fjernet én efter én.

I klippet herunder kan du se, hvordan det forløb:

Flere af christianitterne, som TV 2 har talt med, fortæller, at skudepisoden onsdag aften var den berømte dråbe, der fik bægeret til at flyde over.

- Nu har vi fået nok, nu skal det væk. Så finder vi et alternativ, der kan være her i stedet, og som ikke har noget med kriminalitet at gøre, siger Bertram Jørgensen.

Denne gang skal det være permanent

Både beboerne og politiet har ad flere omgange tidligere forsøgt at få ryddet Pusher Street, men hver gang er boderne kommet tilbage - nogle gange endda samme dag.

Men denne gang er det efter beboermødet et samlet Christiania, der ønsker hashboderne væk, og derfor tror christianitterne på, at effekten vil være bedre.

- Nu har vi fået lagt en mere eller mindre solid plan til, hvad vi skal gøre. Så nu skal det ned, og et alternativ skal op, så det bliver sværere at sælge herinde, fastslår Bertram Jørgensen.

Også flere af de andre beboere håber, at pusherne nu vil blive væk fra Christiania. Skulle de vende tilbage med boderne i aften, vil de ikke afvise, at man igen tager ud og piller dem ned.

Se helikopter billederne af christianitterne, der rydder Pusher Street. Video: Mads Buur Simonsen