Sigtet tidligere anklaget for drabsforsøg

Mesa Hodzic har tidligere været anklaget for drabsforsøg, men blev frikendt. Han er også sat i forbindelse med islamistisk gruppe.

Den mand, der nu er sigtet for skudangrebet på Christiania onsdag aften, er den 25-årige bosniske Mesa Hodzic med dansk statsborgerskab.

Det erfarer TV2.

Han har tidligere været anklaget for drabsforsøg sammen med sin mor og far, men endte med at blive frikendt.

Mesa Hodzic optræder desuden i en video udgivet af den salafistiske gruppe Millatu Ibrahim. Gruppen er kendt som værende radikal islamistisk, og flere medlemmer af gruppen skulle angiveligt være draget i krig for terrororganistionen Islamisk Stat, IS, i Syrien. Blandt andet er gruppens danske talsmand sigtet i en terrorsag for at have kæmpet for IS.

Københavns Politi bekræfter i en pressemeddelelse denne forbindelse, men mener på nuværende tidspunkt ikke, der er noget, som tyder på, at det har haft indflydelse på skudepisoderne på Christiania.

Selve videoen er ikke synderlig kontroversiel, hvor flere medlemmer af gruppen - heriblandt altså Mesa Hodzic - ønsker muslimer glædelig Eid i forbindelse med ramadanens afslutning i juli.

Hårdt såret

Mesa Hodzic er hårdt såret, efter han tidligt torsdag morgen blev skudt i forbindelse med en anholdelse i Kastrup. Han er for øjeblikket indlagt på Rigshospitalet, og ifølge TV 2s oplysninger har han mistet store mængder blod.

På et pressemøde torsdag middag ville chefpolitiinspektør ved Københavns Politi, Jørgen Skov, ikke sige noget om mandens identitet. Han fortalte dog, at manden in absentia (uden at være til stede, red.) vil blive fremstillet i et grundlovsforhør torsdag klokken 14. Her er han torsdag eftermiddag blevet varetægtsfængslet.

Skød betjent i hovedet

Den formodede gerningsmand skød sent onsdag aften to betjente og en civil på Christiania i forbindelse med en anholdelse.

Den ene betjent og den civile er begge uden for livsfare, men den anden betjent er blevet skudt i hovedet. Han har ligget på operationsbordet natten igennem, og hans tilstand betragtes som alvorlig.

På pressemødet torsdag middag sagde chefpolitiinspektør Jørgen Skov, at der sandsynligvis vil gå dage, før der er nyt om den sårede betjents tilstand.

Den formodede gerningsmand blev skudt og anholdt ved Vinkelhusene i Kastrup tidligt torsdag morgen, efter politet havde ledt efter ham hele natten.

Københavns Politi ville på pressemødet torsdag middag ikke sige noget om, hvorvidt den formodede gerningsmand affyrede skud i forbindelse med anholdelsen. Ifølge Den Uafhængige Politiklagemyndighed er der dog fundet et patronhylster med samme kaliber, som blev anvendt i forbindelse med skudene på Christiania onsdag aften.

Kom cyklende med dagens omsætning

Den 25-årige mand kom cyklende med dagens omsætning fra en hashbod, da han blev råbt an af civilt politi onsdag aften. Ifølge chefpolitiinspektør Jørgen Skov havde politiet igennem flere dage holdt hashhandlen under observation, og det var derfor planlagt, at manden skulle anholdeles.

I forbindelse med anholdelse får manden dog vristet sig fri, og det her, han får fat i et skjult våben, han skyder de to betjente med. Episoden fandt sted på Christiania, men ikke på Pusher Street, hvor det meste af hashhandlen foregår.

De to civilklædte betjente, der blev ramt af skud, var en del af en større gruppe betjente på Christiania, oplyser chefpolitiinspektøren. 

Manden har forbindelse til hashhandlen på Christiania og er tilknyttet en af hashboderne.

Ud over den mistænkte gerningsmand har yderligere to personer været anholdt. Alle har forbindelse til den organiserede hashhandel, men den ene er torsdag blevet løsladt, siger Jørgen Skov på pressemødet.