Politichef: Det her er et wake up-call til Christiania

To betjente og en civil person blev onsdag aften skudt under en politiaktion på Christiania.

- Jeg håber, det her bliver et wake up call til Christiania. Og jeg håber, at man vi indse, at nu er det ved at være tid til at tage skeen i den anden hånd overfor det kriminelle miljø.

Sådan siger politidirektør Thorkild Fogde om den skudepisode onsdag aften, hvor to betjente og en civil person blev skudt. Den ene betjent og den civile person blev skudt i benet, og er nu i bedring. Den anden betjent blev skudt i hovedet, og er i kritisk tilstand.

- Det her har fået lov til at gå alt, alt, alt for langt. Det er simpelthen ikke rimeligt, at en almindelig dansk familie nu skal sidde og våge over deres kritisk sårede søn ude på Rigshospitalet, fortsætter han.

- Det kommer til at have en betydning

Thorkild Fogde ved endnu ikke, hvilken betydning episoden får for Christiania. Men en eller anden betydning kommer det til at have, fastslår han:

-  Det kan ikke være rigtigt, at politifolk, som passer deres arbejde, skal blive udsat for det her. Jeg tror på, at det kommer til at have en eller anden betydning for, hvordan vi kommer til at håndtere Pusherstreet. Og jeg håber meget, at det også får en betydning for, hvordan den lovlydige del af Christiania ser på de mennesker, der bedriver kriminalitet i Pusherstreet.

- Vi ved, at der er gode kræfter på Christiania

Politidirektøren opfordrer beboerne på Christiania til at lægge afstand til den organiserede kriminalitet på stedet:

- Politiet ønsker, at Christiania ikke skal lægge ryg til de her kriminelle og deres aktiviteter. Vi ønsker Pusherstreet ryddet for kriminelle. Vi er opmærksomme på, at Christiania består af mange ting, og at Pusherstreet kun er en lille del af det samlede Christiania. Vi er også opmærksomme på at der er gode og fredelige kræfter på Christiania - men nu synes vi, de kriminelle for alvor har overskredet grænsen. Derfor mener vi, at det nu må være tid til at lægge afgørende afstand til den organiserede kriminalitet i Pusherstreet og dermed få den presset ud af Christianshavn.