OVERBLIK: Det ved vi om skyderiet på Christiania

Tre blev ramt af skud under en politimæssig rutineopgave på Christiania onsdag aften.

Tre blev ramt af skud under en politimæssig rutineopgave på Christiania onsdag aften.

En politimæssig rutineopgave på Christianshavn udviklede sig onsdag aften dramatisk, da en person pludselig trak et våben og skød mod betjentene.

En enkelt betjent er hårdt såret, mens yderligere en betjent og en civil er uden for livsfare efter at være blevet ramt under skudepisoden.

Her følger et overblik over foreløbigt bekræftede oplysninger i sagen.

* To politifolk blev ramt af skud under en rutineopgave i Pusherstreet på Christiania omkring klokken 23 onsdag aften.

* Den ene betjent blev ramt i hovedet, mens den anden blev ramt i benet.

* En af betjentene er ifølge politidirektør ved Københavns Politi Thorkild Fogde "hårdt og kritisk såret", mens den anden er uden for livsfare.

* En civil af udenlandsk herkomst blev også ramt i benet. Også denne person meldes uden for livsfare.

* Københavns Politi mener at kende identiteten på gerningsmanden, der har forbindelse til hashmiljøet på Christiania. Politidirektør Thorkild Fogde betegner den mistænkte som "farlig".

* Københavns Politi har i forbindelse med eftersøgningen af gerningsmanden tilkaldt ekstra styrker og allieret sig med svensk politi og andre danske politikredse.