Christianitternes opfordring til Danmark: Lad være med at købe hash her

Hvis Danmark virkelig vil hjælpe fristaden, skal danskerne stoppe med at købe hash på Christiania.

Efter et flere timer langt fællesmøde, var christianitternes budskab til resten af Danmark soleklart, da mødet sluttede kort før midnat torsdag aften.

- Hvis I vil støtte Christiania nu, så lad være med at købe jeres hash herude.

Sådan lød meldingen fra Risenga Manghezi, der læste en pressemeddelelse op på vegne af Christianias fællesmøde.

- Christania kan ikke tage ansvar for at huse hele Danmarks hashhandel. Vi kan fjerne boderne, men vi kan ikke sørge for, at de bliver væk, og at de ikke kommer tilbage, sagde han og uddybede:

- Det har vi brug for hele Danmarks hjælp og opbakning til.

Tog kraftigt afstand fra vold 

Derudover brugte christianitterne også muligheden for at tage kraftigt afstand fra den vold, der fandt sted på Pusherstreet onsdag aften.

- Det er en tragisk hændelse, og der findes ikke ord, der kan beskrive, hvor forfærdeligt det her er, sagde Risenga Manghezi.

Christianitterne sender sine tanker til de pårørende.

- Christianias fællesmøde vil gerne udtrykke sin dybeste medfølelse for den betjent, der er blevet hårdt såret, samt den anden betjent, og den civile der også er såret, sagde Risenga Manghezi.

På Twitter var justitsminister Søren Pind tilfreds med christianitternes udmelding.

Christianitterne mødes igen klokken 9 fredag morgen.