21-årig fængslet for bilbrande i København

16x9
Den 21-årige blev anholdt efter politiet offentliggjorde disse billeder. Foto: Københavns Politi / Københavns Politi

Den 21-årige blev anholdt onsdag aften i København.

En 21-årig mand er ved dommervagten i København blevet fængslet 13 dage, sigtet for brandstiftelse.

Københavns Politi anholdt onsdag aften den 21-årige, som mistænkes for at stå bag de seneste dages bilbrande i København. Manden har bopæl på Amager og er af anden etnisk oprindelse end dansk.

Grundlovsforhøret blev holdt for lukkede døre, og det står således ikke klart, hvor mange af bilbrandene, den 21-årige er sigtet for.

Tre nætter i træk fra fredag til søndag i den forgangne weekend blev der sat ild til biler på særligt Christianshavn og det indre Amager. Også på Nørrebro ved Blågårds Plads blev der antændt en bil og flere knallerter.

Onsdag offentliggjorde Københavns Politi billeder af den formodede brandstifter. Københavns Politi fik en række henvendelser, og onsdag aften blev den 21-årige altså anholdt.

I alt er flere end 20 biler blevet sat i brand i løbet af de seneste dage på Christianshavn, i Valby og på Amager.

Jens Møller Jensen har tidligere sagt, at det er for tidligt at sige, om den formodede gerningsmand har været alene om at påsætte bilbrandene.

- Der er muligvis tale om flere forskellige episoder og dermed også flere forskellige gerningsmænd, har han sagt.

De mange bilbrande er kommet samtidig med, at den svenske by Malmø har oplevet en serie bilbrande. Det er dog uvist, om der er en sammenhæng. 

Natten til tirsdag gik det ud over en bil og tre knallerter på Nørrebro. Natten til mandag blev syv biler brændt eller forsøgt brændt ved Sankt Annæ Gade på Christianshavn, og natten til søndag gik det ud over cirka 13 biler i Indre By, Christianshavn og Amager.