14 tiltalt for at angribe betjente i Pusherstreet: Kvinde kastede molotovcocktail

Voldsomme sammenstød for snart tre år siden kommer mandag for retten i København. 14 er tiltalt for vold mod embedsmand i funktion.

For snart tre år siden – den 29. november 2013 – opstod der så voldsomme uroligheder i Christianias Pusherstreet, at politiet tyede til at affyre varselsskud for at få kontrol over situationen.

Mandag morgen indledes det retslige efterspil til de voldsomme kampe, når 13 mænd og én kvinde står tiltalt for at have smidt sten og mindst en molotovcocktail mod betjente i Pusherstreet. De er tiltalt efter straffelovens paragraf 119, der normalt kaldes ”vold mod tjenestemand i funktion”.

- Når sagen har været så længe undervejs, så skal det ses i lyset af de store sager, som vi har kørt om hashsalget på Christiania. Mens de store sager om boderne i Pusherstreet var under efterforskning, ønskede vi ikke at eksponere vores materiale, fortæller anklager i sagen, Ulrik Thomsen fra advokaturen ved Københavns Politi.

- Dertil kommer, at en del af de tiltalte er dømt i hashhandel-sagen, og vi har ventet på, at den sag blev behandlet og siden anket. De tiltalte og deres forsvarere havde simpelthen ikke tid til denne sag, fordi de sad i retten i andre sager, siger Ulrik Thomsen.

Forsøgte at befri anholdt

Balladen 29. november 2013 opstod, da politiet gennemførte en aktion mod hashboderne i Pusherstreet. Ifølge Københavns Politi herskede der under hele politiaktionen en ophidset stemning i Pusherstreet, og i forbindelse med en anholdelse angreb en stor gruppe gerningsmænd politifolkene med sten, trælægter, jernstænger for at befri deres kammerat.

- Vi kørte en af vores almindelige aktioner derude. Under den aktion kunne vi godt mærke, at modstanden var lidt kraftigere, end den er som oftest. På et tidspunkt samledes en masse gerningsmænd, der kaster sten og molotovcocktails mod en gruppe betjente, der er ved at anholde en person. I den gruppe var der både uniformerede og civile betjente, fortalte vicepolitiinspektør Poul Kjeldsen dengang til TV 2 News.

- Så forsøger de faktisk at befri den her anholdte, og en af vores betjente får et knytnæveslag i ansigtet, og der bliver kastet sten mod flere af dem, der også er blevet ramt. Under det her, er der så en civilbetjent, der trækker sin tjenestepistol og affyrer fire varselsskud, der får gerningsmændene til at trække sig tilbage, sagde Poul Kjeldsen dengang. (Se indslaget fra TV 2 News ovenfor. Politiet rettede senere antallet af varselsskud fra fire til tre, red.)

Alle nægter sig skyldige

De 14 tiltalte er mellem 22 og 52 år. De er tiltalt for at have deltaget i seks forskellige sammenstød med politiet i løbet af få minutter den famøse fredag formiddag i og omkring Pusherstreet. Nogle er tiltalt for et enkelt forhold, andre for op til fem forhold.

Desuden er syv af dem tiltalt for at have været maskeret under sammenstødene.

- Alle tiltalte nægter sig skyldige, oplyser anklager Ulrik Thomsen.

Sagen kører efter planen fra mandag og herefter 19 retsdage i Københavns Byret frem til sidst i september. Dommen falder efter planen 6. oktober.