15-årig pige udsat for seksuelt overgreb: Politiet beder om hjælp fra vidner

16x9
Politiet beder borgere henvende sig, hvis de har oplysninger i sagen. Arkivfoto. Foto: Scanpix

En 15-årig norsk pige er angiveligt blevet udsat for et seksuelt overgreb af tre sydlandsk udseende mænd.

En 15-årig norsk pige, der deltager i fodboldstævnet Dana Cup i Nordjylland, er angiveligt blevet udsat for et seksuelt overgreb sent fredag aften.

Det oplyser Nordjyllands Politi i en pressemeddelelse.

Politiet modtog anmeldelsen om overgrebet klokken 01.10 lørdag. Pigen fortæller, at hun var på vej til en central busholdeplads, der er indrettet særligt til Dana Cup-området, da hun ved en bænk placeret i et skovstykke, blev udsat for overgrebet.

Nordjyllands Politi beskriver overgrebet som "anden seksuel omgang end samleje", og det skulle være begået af tre mænd af "sydlandsk" udseende. 

Overgrebet skulle have stået på i flere minutter, hvor pigen blev fastholdt af mændene.- Det er pigens opfattelse, at flere mennesker passerede forbi området, mens det foregik, hvorfor det formodes, at der kan være vidner til det skete, skriver politiet i pressemeddelelesen.

Har du oplysninger i sagen?

Gerningsmændene beskrives som følger:

  • A: mand, 17-18 år, almindelig til muskuløs af bygning, ca. 180 cm høj, mørk i huden og mørkt kort hår, iført hvid trøje og beige cowboybukser.
  • B. mand 17-18 år, spinkel af bygning, ca. 170 cm høj, mørk i huden, ørelangt mørkt krøllet hår, iført mørk hættetrøje med røde mærker fordelt over hele trøjen.
  • C: mand, 17-18 år, ca. 180 cm høj, mørk i huden, krøllet mørk hår, iført mørkerød t-shirt.

 Nordjyllands Politi beder borgere, der har oplysninger i sagen, om at kontakte politiet.