Dykkere leder efter 17-årige Emilie Meng i havnen

16x9
Der er foreløbigt ingen spor af 17-årige Emilie Meng, der forsvandt natten til søndag. Foto: Privatfotos

Der er stadig ingen spor efter 17-årige Emilie Meng, der natten til søndag forsvandt efter en bytur med nogle veninder.

Efterforskningen af den 17-årige Emilie Meng har fortsat ikke kastet noget af sig.

Derfor leder politiet nu efter den unge kvinde i Korsør Havn. Det oplyser vicepolitiinspektør hos Sydsjællands- og Lolland Falsters Politi, Søren Ravn-Nielsen, til TV 2. 

- De vidner, som vi tidligere efterlyste, har ikke kunne bringe efterforskningen videre. Derfor har vi nu to dykkere i havnen for at tjekke en ekstra gang, siger han.

Politiet har ikke konkrete spor, som tyder på, at den 17-årige skulle være faldet i havnen. Men da efterforskningen indtil videre har været uden resultat, har man valgt at gennemsøge nogle områder igen, fortæller vicepolitiinspektøren. 

Vidner gav intet nyt

Politiet har de seneste dage efterlyst flere vidner, som skulle være set i Korsør på forsvindingstidspunket. Men disse vidner har ikke kunnet bidraget med nyttig information, fortæller Søren Ravn-Nielsen.

- Vi har haft kontakt til et vidne, som troede hun havde set Emilie. Vi har fået bekræftet, at den kvinde, som vidnet så, ikke var den 17-årige.

Politiet er derfor ikke kommet tættere på at finde den forsvundne pige.

- Vi vil den kommende tid gennemsøge forskellige områder, hvis efterforskningen skulle give anledning til det, siger vicepolitiinspektør Søren Ravn-Nielsen og fortsætter:

- Vi er tilbage ved udgangspunktet, som er, at Emilie Meng sidst er set ved Korsør station tidligt søndag morgen.

17-årige Emilie Meng har ikke givet livstegn fra sig i mere end fem dage.