Politi leder efter Emilie på overvågning

16x9
17-årige Emilie forsvandt natten til søndag i Korsør Foto: Privat/Facebook

17-årige Emilie Meng fra Korsør har været forsvundet siden natten til søndag.

Sydsjællands- og Lolland-Falsters Politi får i dag adgang til at gennemse videoovervågning fra Korsør Station for at se, om den 17-årige Emilie Meng er taget med et tog. Grunden til at politiet endnu ikke har haft mulighed for at gennemse materialet er, at der indtil nu har været netværksproblemer.

Emilie Meng blev sidst set, da hun, efter en bytur i Slagelse, tog afsked med nogle veninder på Korsør Station klokken 04 natten til søndag. Efterfølgende skulle hun gå de to kilometer til hendes hjem i Korsør by, men hun nåede aldrig frem.

 - Hovedfokus er, om hun efterfølgende vender tilbage til stationen alene og tager et tog væk. Jeg aner det ikke. Men det er jo en tanke, når vi ikke har fundet hende i Korsør endnu, siger Lars Denholt, som er sagsbehandler på sagen.

Kan ikke bekræfte livstegn på Facebook

Siden Emilie Mengs forsvinden har politi og frivillige ledt intensivt efter hende i Korsør - dog uden et resultat. Politiet mener dog, at hun på grund af kærestesorger selv kan have valgt at forsvinde. Noget som hun har gjort en gang tidligere.

Flere medier har tirsdag morgen rapporteret, at politiet havde fået livstegn fra Emilie via Facebook. Men det afviser politiet.

- Det er ikke noget, som vi kan bekræfte overhovedet. Vi har ikke fået livstegn fra hende, selv om nogen påstår noget andet, siger Lars Denholt.

Han forklarer, at borgere, der har sendt en besked til Emilie via Facebook, oplever det som et livstegn, at hendes profilbillede dukker op på deres egen profil, som om at beskeden er blevet læst. 

- Jeg har intet at lægge i det overhovedet, siger Lars Denholt og fastholder, at sidste livstegn fra pigen var, da hun søndag morgen kl. 04. 

Herefter har der ikke været signaler fra hendes mobiltelefon.

Bruger clairvoyante i eftersøgningen

Politiet har, siden Emilie Meng forsvandt i søndags, fået henvendelser fra over 100 borgere, der mener at have set hende.

- De går på alt fra, at hun er set i Flensborg nede ved den dansk-tyske grænse, og til at hun er set i København. Alle vil jo gerne være den, der finder hende, siger Lars Denholt.

Men på trods af de mange henvendelser har politiet endnu intet at gå efter. De indstillede i går den aktive eftersøgning efter den 17-årige. Det betyder dog ikke, at politiet har henlagt sagen. Blandt andet har politiet tjekket op på tip fra clairvoyante personer om, hvor Emilie måske befinder sig.

Alle disse fornemmelser bliver taget alvorligt og fulgt op af politiet, fortæller Lars Denholt.

- Du kan spørge, om det er en ny tanke for politiet at begynde at arbejde sammen med clairvoyante. Jeg vil ikke udelukke noget som helst. Mit primære mål er bare at finde Emilie. Selvfølgelig helst i live, siger han.