Forstå Uber-sagen på få minutter

Dommen over seks Uber-chauffører, som er tiltalt for at have kørt pirattaxa, ventes at falde fredag. Forstå sagen her.

Fredag ventes Byretten i København at afsige dom i sagen mod seks Uber-chauffører, der er tiltalt for piratkørsel.

Om Uber

  • Uber er en international tjeneste, hvor private bilister kan køre udenom vanlige godkendelser og licenser for taxi-kørsel.
  • Uber tillader, at privatpersoner anvender deres egne private biler.
  • Uber har fremstillet en app, som fungerer som taxacentral, taxameter og betalingsapparat.

Forløbet frem til 8. juli er langt fra gået stille af, og efter retsmøder i både april og senest i juni, ventes dommen i den omstridte sag fredag - det sker uden retsmøde.

De seks chauffører er tiltalt for at have kørt taxakørsel, selv om de ikke har den nødvendige uddannelse, og selv om bilerne ikke var indregistreret til erhvervsmæssig persontransport.

Politiet har sigtet langt over 20 personer for ulovlig taxakørsel i regi af Uber. De seks er blot de første af mange, og chaufførerne nægter sig skyldige. De hævder, at der blot er tale om såkaldt samkørsel, og det derfor er fuldt lovligt at være chauffør i en Uber-bil.

Ubers aktiviteter har skabt voldsomme dønninger i taxabranchen og har også ført til diskussioner på Christiansborg.

Nedenfor kan du se en tidslinje over Uber-sagen og forløbet med de seks chauffører.

Uber-sagen i Danmark
2014
November
Trafikstyrelsen anmelder Uber til politiet
Køretjenesten Uber bliver meldt af Trafikstyrelsen til politiet for ulovlig taxakørsel. Adskillige chauffører bliver efterfølgende sigtet for at have overtrådt taxilovgivningen, men først i april 2016 kommer de første prøvesager for retten.
2016
26. april
Første retsmøde i sagen mod de seks chauffører
Fire af de seks tiltalte giver forklaring i Københavns Byret. De fire nægter sig skyldige, og retsmødet er præget af sprogproblemer.
26. april
Dommer udsætter Uber-retssag på grund af "særlig offentlig interesse"
Dommeren i sagerne mod seks Uber-chauffører beslutter, at sagen skal køres som en domsmandssag.
Dermed får forsvarerne i sagen medhold i deres begæring, som blev behandlet ved retsmødets start.
19. maj
Østre Landsret afviser et krav fra forsvarerne om at få udsat sagen
Forsvarerne har argumenteret med, at det ikke er rimeligt at køre videre med sagen mod chaufførerne, så længe hovedsagen mod Uber ikke er blevet afgjort. Hovedsagen mod Uber ligger stille, fordi man afventer en afgørelse fra EU-Domstolen i Luxembourg. Næste retsmøde mod de seks chauffører skal altså afvikles som planlagt 17. juni.
17. juni
Anden runde af retssagen mod seks danske Uber-chauffører
De to resterende tiltalte afgiver forklaring 17. juni ved endnu et retsmøde i Københavns Byret. Det forventes, at der falder dom i sagen, men det sker ikke, da dommer og domsmænd ikke når at votere sagen, inden retsmøde er ovre.
 
8. juli
Dom bør ligge klar til offentliggørelse
Dommen over de seks chauffører, der er tiltalt for brud på taxiloven og taxibekendtgørelsen ventes at blive offentliggjort via brev og ikke ved et åbent retsmøde.