19-årig frifundet for voldtægt af barn efter juridisk fodfejl

16x9
Ifølge anklageskriftet bestod voldtægten i at udnytte den 14-årige pigens beruselse - men ifølge pigen var hun frisk nok til at råbe på hjælp og stritte imod. Og dermed kunne 19-årig ikke dømmes, som anklageskriftet var formuleret, fandt retten. Foto: Claus Bech / Scanpix Denmark

Fuldstændig grotesk, lyder det fra Dansk Folkeparti, der vil rejse ny voldtægts-frifindelse over for justitsminister Søren Pind (V).

Han låste hende inde på et værelse, rev hendes tøj af, tvang hende ned på en seng, var aggressiv og holdt hende fast.

Og selv om hun skreg, så voldtog han hende. Til sidst gav hun op og lod sig misbruge - indtil en veninde fik låst døren op.

Sådan har en 14-årig pige forklaret om den hændelse, der fandt sted på et værelse i Dianalund under en fest natten mellem 12. og 13. december 2015.

Men pigens beskrivelse af at råbe og kæmpe imod en voldtægtsmand er ligegyldige, fastslår Retten i Næstved - og en 19-årig mand, der ellers var tiltalt for at have voldtaget hende bag den låste dør, er netop blevet frifundet.

Ifølge pigens bistandsadvokat, Birgit Thrusholm - og en udskrift af dommen fra Retten i Næstved -  har Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi med en juridisk fodfejl nemlig afskåret retten fra at tage stilling til, om den 19-årige tvang hende til sex.

- Det er for alle parter en tragisk sag. Retten tager ikke stilling til det faktiske - altså hvad min klient forklarer - men afviser sagen på teknikaliteter. Anklagemyndigheden får desværre ikke lavet anklageskriftet godt nok, og så sker der en formel frifindelse, siger Birgit Thrusholm, bistandsadvokat for den 14-årige pige.

Den 19-årige nægtede sig skyldig. Han erkendte, at han og pigen havde samleje på værelset, men forklarede, at det var frivilligt.

DOKUMENTATION: Sådan forklarede de i voldtægtssag fra Dianalund

Retten fik dog aldrig lejlighed til at afgøre, om den forklaring var sand - eller om han faktisk tvang hende til sex den nat, som pigen forklarede.

Det skyldes, at Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi i anklageskriftet havde skrevet, at voldtægten var et produkt af, at "pigen var 14 år og meget beruset".

Derfor var spørgsmålet alene - vurderede Retten i Næstved - om pigen havde været så beruset, at hun var ude af stand til at modsætte sig at have sex med den 19-årige.

Og det havde hun ikke været, var både pigen og den 19-årige enige om.

- Det findes derfor ikke bevist, at tiltalte skaffede sig samleje med A (pigen, red.), mens hun befandt sig i en tilstand eller situation, hvor hun var ude af stand til at modsætte sig handlingen. Herefter og således som tiltalen er rejst, findes tiltalte ikke skyldig i voldtægt, hvorfor tiltalte frifindes for straffelovens § 216, stk. 1., nr. 2, står der i dommen.

I slutningen af april vakte det stor offentlig debat, da tre unge mænd blev frifundet for gruppevoldtægt af en beruset pige, der efter Retten i Roskildes opfattelse kunne have sagt fra, men ikke gjorde det.

Det førte til et ramaskrig på sociale medier og demonstrationer flere steder i landet.

På de sociale medier er et større stormvejr atter på vej i kølvandet på sagen fra Retten i Næstved. Pigens far har skrevet et længere indlæg om myndighedernes svigt i sagen - et opslag, der i øjeblikket deles flittigt.

- Årsagen til frifindelsen: Vores datter var klar nok i hovedet til at skrige (...) I Danmark er det åbenbart tilladt at voldtage børn, så længe de er ved bevidsthed, skriver faderen blandt andet.

Bistandsadvokat Birgit Thrusholm siger til TV 2, at det desværre sker en gang i mellem, at mulige gerningsmænd går fri på grund af dårligt formulerede anklageskrifter.

Et eksempel på det var i oktober 2015, da en 21-årig blev frifundet i landsretten, fordi han slet og ret var blevet "glemt" i anklageskriftet.

- Det sker, at der er de her formelle frifindelser, men det bør ikke ske i så alvorlig en sag som denne, siger Birgit Thrusholm.

Den 14-årige forklarede ifølge dombogen fra Retten i Næstved, at hun hun drak halvanden øl, cirka fire shots og et glas Malibu, og at hun blev presset af to ældre fyre til at tage stoffer - som hun hurtigt skyllede ud af næsen igen.

Hun antydede desuden, at nogen kunne have kommet noget i hendes drink, der gjorde hende dårlig.

Birgit Thrusholm undrer sig over formuleringen i anklageskriftet. Hun understreger, at det ikke er den 14-årige, der er årsag til, at anklageskriftet alene har fokuseret på beruselse - og ikke den tvang, som pigen beskrev under hovedforhandlingen.

- Det kunne jo godt være, at man havde sagt ét til politirapport og noget andet i retten, og at anklagemyndigheden derfor havde lavet en anden genrningsbekrivelse. Men det er der ikke tale om. Det er en fejl. Det, hun sagde i retten, er det samme, som hun forklarede til politirapport, siger Birgit Thrusholm.

Peter Kofod Poulsen (DF).
Peter Kofod Poulsen (DF). Foto: TV 2 / TV 2

Hos Dansk Folkeparti vækker sagen vrede.

Retsordfører Peter Kofod Poulsen vil rejse sagen over for justitsminister Søren Pind (V).

- Det er helt grotesk og ubegribeligt, at sådan noge tekniske ting - for det er det reelt, når det drejer sig om anklageskrift og gerningsbeskrivelse og fejl i det - kan betyde, at en potentiel voldtægtsmand kan gå fri, uden at man får lejlighed til ordenligt at prøve sagen. Det er helt på månen, siger Peter Kofod Poulsen.

- Den her sag vil vi rejse for justitsministeren gennem retsudvalget. Det er helt uforståeligt, at sådan nogle tekniske ting kan være årsag til, at man aldrig får prøvet sagen rigtigt, og at en mand, der kan kan begået en af de værste forbrydelser, potentielt kan gå fri af den årsag. Det er simpelthen at trampe på ofret i sagen. Det kan vi ikke være bekendt, siger Peter Kofod Poulsen.

Bistandsadvokat Birgit Thrusholm mener, at hverken pigen eller den 19-årige er tjent med udfaldet.

- Det er tragisk for min klient, men dybest set for begge parter, fordi man ikke får en afklaring.

En anklager fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi har tidligere tilkendegivet, at man næppe anker dommen.

- Min umiddelbare vurdering er, at vi ikke anker frifindelse, sagde anklageren til DAGBLADET Ringsted 9. maj 2016.

TV 2 har forsøgt at få en ny kommentar fra Sydsjællands og Lolland-Falsters Politi, men indtil videre uden held.

Professor emeritus Eva Smith kalder anklagemyndighedens arbejde for
Professor emeritus Eva Smith kalder anklagemyndighedens arbejde for "klods" - men der er ikke meget at gøre, vurderer hun. Foto: Jonas Skovbjerg Fogh / Scanpix Denmark

Ifølge ekspert i straffeproces, professor emeritus Eva Smith ved Københavns Universitet, er der næppe meget at gøre ved dommen.

- Det er meget klodset af anklagemyndigheden, at man ikke har kunnet finde ud af at rejse tiltalen ordentligt, men der er ikke meget at gøre ved det nu, siger Eva Smith.

For at rejse sagen på ny, kræves der nye beviser, og dem har politiet næppe, vurderer hun.

- Man kan godt rejse en ny sag, men det kræver, at der kommer nye beviser for dagen. Så kunne man sige, at sagen kunne genoptages, fordi der var noget, man ikke vidste. Men de forklaringer, der kommer der (i retten, red.), må politiet da have hørt. Så svært at tro, at der er kommet noget nyt frem, som de ikke vidste, siger Eva Smith.

Hun fastslår, at politiet heller ikke kan ændre på den eksisterende beskrivelse af forbrydelsen under en eventuel anke, for det bryder med retten til få sagen prøvet ved to retsinstanser.

- Problemet er, at hvis man laver om på tiltalen, så er det en ny sag, så det kan man ikke. Så der er ikke ret meget at gøre ved det, siger Eva Smith.