Stor redningsaktion på Øresund: Fire personer reddet

Politi og brandvæsen var mandag massivt til stede på Øresund, hvor flere personer blev reddet op af vandet. Der er muligvis tale om flygtninge.

Mandag eftermiddag blev fire personer reddet op af Øresund mellem Peberholm og Saltholm.

- Fire personer svømmede rundt i vandet. Tre af dem er selv kommet i land på Saltholm, og den fjerde person er blevet hejst op af vandet med helikopter, siger vicepolitiinspektør ved Københavns Politi Henrik Møller Jakobsen til TV 2. 

Politiet modtog anmeldelsen fra en person, som havde set seks personer ved Saltholm. En større redningsaktion blev derefter igangsat med både dykkere og helikopter.

Uvished om hændelsen

- Vi har talt med to af de fire personer, som var på stedet, og de siger, at de kun var fire af sted. Så selv om anmelderen mente, der var seks personer, har vi valgt at indstille eftersøgningen, da vi er sikre på, der ikke er flere personer i vandet, siger Henrik Møller Jakobsen.

To af de fire personer er bragt til hospitalet, og de to andre er i politiets varetægt.

- Vi undersøger nu, hvordan de var kommet derud. Det er jo ret usædvanligt, at der er mennesker ved Saltholm, så nu går efterforskningsarbejdet i gang, siger Henrik Møller Jakobsen.

Muligvis flygtninge med kurs mod Sverige

Ifølge TV 2 Lorry var der muligvis tale om flygtninge, som prøvede at komme til Sverige. 

Hos Københavns Politi vil Henrik Møller Jakobsen dog hverken be- eller afkræfte tv-stationens oplysninger. 

- Vi er i gang med en klassisk efterforskning, hvor vi prøver at finde ud af, hvad der foregået. I første omgang skal vi undersøge, om deres papirer er ægte, og hvordan de er kommet derud. Er de sejlet, er de bragt til Peberholm, eller er de kommet derud på en helt tredje måde?, siger pressetalsmanden. 

Han har mandag aften ikke oplysninger om, hvorvidt de fire personer er danske statsborgere eller ej. 

- Status er, at to af dem er på sygehuset, og to er i vores varetægt. Så må vi jo prøve, om vi kan finde ud af, hvad der sket, siger Henrik Møller Jakobsen.

Du kan se video fra redningsaktionen i klippet nedenfor.