Mariannes knæ ødelagt på stranden af kæmpe bølge fra Mols-linien

16x9
Kvinde fik medhold i sin anklage mod Mols-Linien for at være skyld i sin ulykke. Foto: Henning Bagger / Scanpix Denmark

En kvinde fik i 2014 smadret sit knæ af en stor bølge, som ifølge rettens ord var forårsaget af en for hurtigt sejlende færge.

En sommerdag på stranden ved Sjællands Odde endte meget dramatisk for Marianne Nielsen fra Slagelse 24. juli 2014.

Fra et ellers stille hav kom pludselig en meget stor bølge, som sendte en træbåd mod Marianne Nielsen, som blev ramt hårdt på knæet og måtte bruge flere uger i kørestol.

Hun sagde i sin tid til TV Øst, at der var tale om en flere meter høj bølge. Sammen med sin mand Jens Nielsen anklagede hun Mols-Linien for at være skyld i bølgen, fordi færgen sejlede alt for hurtigt. Og selskabet er nu blevet dømt skyldig af Retten i Holbæk.

Anklage: Sejlede alt for hurtigt

Ifølge anklageskriftet skulle Mols-Liniens færge have sejlet 30,8 knob i timen - mere end dobbelt så meget som det tilladte. Og det koster nu selskabet en bøde på 30.000 kroner og skibsføreren en bøde på 7.500.

-  Jeg synes, det er bittert, at ens sommerferie skal ende sådan her, fordi der er en kaptajn, der ikke er voksen nok til at sejle og tænke på andre mennesker, sagde Marianne Jensen i 2014 til TV Øst.

Selskabet nægtede ellers at have været ansvarlig for de store bølger, skriver Maritime Danmark. Men det blev aldrig benægte, at færgen sejlede for hurtigt. Mols-Linien har i retten forklaret, at kaptajnen ikke vidste, hvor hurtigt den sejlede, fordi færgens GPS var gået i stykker.

En ekspert fra Søfartsstyrelsen fastslog imidlertid, at der ikke var andre skibe i nærheden, der kunne have forårsaget den store bølge.

Har siden ændret procedurer

Ifølge Aarhus Stiftstidende skabte Mols-Liniens færger også panik andre steder i sommeren 2014. På Aarhus-stranden Den Permanente kom der også flere bølger som følge af de hurtige færger.

Siden da har Mols-Linien ændret sine procedurer, så hastighedsbegrænsningerne altid overholdes.