Politiet: Derfor går vi ikke efter alle, der deler nøgenbilleder på nettet

Politiet har ikke resurser til at retsforfølge alle, der deler krænkende billeder og video på nettet, men nøjes ofte med at gå efter de første led.

Den seneste uges tid har flere sager med unge, der deler krænkende billeder og video på nettet set dagens lys. En 15-årig pige fra et gymnasium i Nordsjælland blev krænket seksuelt af mindst fire drenge, som filmede overgrebet og efterfølgende delte flere videoer på nettet.

Politiet har ikke resurser til at retsforfølge alle dem, der deler kompromitterende materiale på nettet, men nøjes som oftest med at gå efter de første led i kæden. I sagen fra Nordsjælland har politiet uddelt bøder til to personer, som har delt videoerne med den 15-årige pige.

- Det er meget svært at komme hele vejen tilbage og tage alle dem, der har delt det. Alle der deler billedet gør i realiteten noget kriminelt. Jeg skal bruge hele Danmarks politistyrke, hvis jeg skal fange alle dem, der deler billeder og video på nettet, siger Flemming Kjærside, der er politikommissær i Rigspolitiets NC3-afdeling, til TV 2.

- Det er noget af en Sisyfos-opgave. Når først et billede er lagt på nettet en gang, er der mulighed for at kopiere det. Det vil sige, at det kan blive delt igen og igen – som en domino-effekt. Man deler med en ven i Sverige, som deller med en ven i Norge osv. Det er bare to klik med musen, så har man delt billedet.

Også børn deler krænkende materiale

I dag er det kommet frem, at også børn helt ned til otte år har lagt seksuelt materiale af sig selv - eller andre - ud på nettet.

Det værste eksempel er en video med to drenge på 10 og 11 år, der dyrker sex med hinanden. Politiet troede først, at pædofile var involveret, men drengene havde frivilligt lagt videoen ud på nettet.

Et andet eksempel omhandler en gruppe piger på otte-ni år, der filmer en veninde, mens hun danser nøgen til en sang. Den video nåede at blive vist godt 400 gange på YouTube, inden politiet fik den fjernet.

Red Barnet siger i dag til Information, at nøgenfotos af børn er et stigende problem.