Anklager anker pædofil-dom: Kræver 48-årig idømt forvaring

16x9
Den dømtes forsvarer Søren Salomonsen ankommer til retten i Randers. Foto: Lars Rasborg / Scanpix Denmark

I byretten fik en 48-årig pædofil mand seks års fængsel. Anklagemyndigheden vil have ham idømt forvaring.

Statsadvokaten i Viborg har besluttet at anke en sag, hvor en 48-årig mand i Randers blev idømt seks års fængsel for blandt andet at være leder af pædofile netværk.

Anklagemyndigheden krævede i byretten, at manden blev idømt forvaring på ubestemt tid, fordi han er farlig for sine omgivelser.

- Vi vil gerne have, at landsretten får mulighed for at behandle både skyldsspørgsmålet og strafudmålingen, og vi ønsker den 48-årige dømt efter anklageskriftet, siger Jakob Berger Nielsen, vicestatsadvokat hos Statsadvokaten i Viborg, til TV 2.

Torben Kjærhus Larsen var blandt andet tiltalt for at have krænket sin vens børn, besiddelse af børneporno og for at have spillet en nøglerolle i to pædofile netværk på den mørke del af internettet.

Det blev han også dømt for, men han blev frifundet for den alvorligste anklage - nemlig at han skulle have forsøgt at købe et barn i Rumænien.

Frifindelsen af det forhold var den væsentligste grund til, at han slap med seks års fængsel i stedet for forvaring.

Men nu vil Statsadvokaten i Viborg altså have Vestre Landsret til at tage stilling til både skyldsspørgsmålet og straffen.

Torben Kjærhus Larsen og hans forsvarer Søren Salomonsen udbad sig betænkningstid i forhold til om han ville anke dommen til frifindelse. Han har nu yderligere 14 dages betænkningstid.